Jeg har allermest travlt med at være. Og gøre. Men mest med at forsøge at være.

Det holder hårdt.

For jeg føler, at der bliver hevet hårdt i mig fra mange sider (og det meste hiveri skyldes mig selv … tænk, at man alligevel kan det, så skal man være godt smidig, men det må jeg jo være).

Men ovenover det har jeg erfaringen fra tidligere og jeg ved, at jeg ikke kan lykkedes med noget ved at undlade at prioritere og bare knokle derudaf.

Så jeg prioritere at holde mit arbejde indenfor et bestemt rum. Af tid og helst af følelser.

Og prioritere at se min familie og mine venner, selvom jeg ind i mellem føler at jeg burde smide nogle ekstra timer her hist og pist på arbejdet.

Men det andet burde være muligt.

Det med venner og familie.

For jeg opdagede at to af de ledere jeg refererer til i mit største projekt, alligevel ikke læser mail mellem fredag kl. 15.45 og mandag kl. 9.30 og den ene ikke kan mødes kl. 8.00 fordi han bringer børn.

Og en arbejdsplads der har plads til menneskelige chefer, har vel rum til menneskelige mennesker?

… og mens det sker, så spirer mine planter i vindue og have. Jeg har 24 asparges’er, kommet af frø fra sidste år. Den bladbredede persille har rødder som pæle og blade der strutter af vitaminer og sammen med alle de andre forårsblomster og krydderurter er de igang med at fortælle mig. at der er fuld fart på den kommende sæsson og det bare er noget med at komme ud.

Og når vi lige om lidt skal bede, skal jeg nok være den der sidder med halen i vejret, tankerne på himlen og hænderne i jorden.

Og nyde at være.