Alle mine negle er knækket og under det der er tilbage, er alting sort. Mit tøj lugter af røg og min lænd ømmer sig når jeg bevæger mig for meget. Men det var det værd.

Vejret var med os, det regn der faldt, faldt om natten – så vi havde to fede dyk og godt vejr for resten.

At dykke om natten er en hel speciel oplevelse, tingene ses tydeligere i lyset fra lygten og det er nogle helt andre dyr der er på spil om natten end om dagen. Vi stødte på to fritsvømmende ål og der i mørket lignede de næsten muræner og fik mine tanker på afveje og mod varmere himmelstrøg.

Vi lavede mad på bålet. Og det smager bare bedre. Jeg prøvede for første gang at lave vafler på bål og det gik helt fint med min gamle støbejernspande – så det bliver nok ikke sidste gang den bliver taget med på en tur.

Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor meget den del af mit liv alligevel har forandret sig. For få år siden havde jeg ikke et par jeans og praktisk taget ikke nogen praktiske sko og bål var noget jeg drømte om og ikke rigtig noget jeg lavede. Det er fedt at jeg har muligheden for at være sammen med nogle mennesker hvor jeg har muligheden for at dyrke den del af livet.

Jeg føler mig meget mere i harmoni med mig selv, når jeg er ude og tingene ikke er alt for pæne og skidt med de knækkede negle, de vokser ud igen. Og røgen…? Når alt kommer til alt, så elsker jeg den lugt!