mandag 16. marts 2009 kl.15:11
Ved at flytte sammen med en mand, og have et fælles hjem – med opgaver der skal varetages i det, er jeg er – noget overraskende og undrende – blevet en del af et meget aktivt og ordlydt fællesskab.
Jeg troede aldrig, at det skulle ske. Jeg troede aldrig, at jeg ville opleve mig selv her. Men her er jeg, vridende i mit seletøj, stadig med store undrende øjne.
Mig som altid havde været så unik og banebrydende. Mig der var så forskellig fra normer og vaner og roller – men pludselig er jeg lige så meget en af dem, som de er en af mig.
Og vi taler, gør vi.
Og vi har meget at tale om.
Og det gør vi.
Hehehe :) Det kan gå den vej for selv den bedste. Jeg skulle aldrig giftes. Og have børn. Og hus. Og den slags totalt ligegyldige småborgerligheder. Se mig nu mand!
… ja, det er som en klub man ikke vidste man havde søgt optagelse i, men når man nu er blevet tvangsmedlem, så skal man i det mindste have noget for kontingentet!