eller

Ting man ikke skal gøre til en jobsamtale

I min færden ude i den virkelige verden, kom jeg forleden til at overhøre en ung jobsørgers samtale med en potentiel arbejdsgiver.

Og selvom jeg ikke ved noget om branchen, eller om ungdommen nu om stunder kan jeg ikke lade være med at reflektere over, hvad folkeskolen (eller forældrene) egentligt burde lære unge mennesker om at søge job -og da jeg alligevel værker i hoften og dermed viser alle tegn på alderdom og viished,  så kommer her visitsens 5 hurtige bud på hvad, der ikke virker til en jobsamtale:

1. Tag ikke din mor med til samtalen

Når man er fyldt 18 år, så tager man ikke sin mor med til en samtale. Det kan godt være man er tæt på hinanden og nærmest er som søstre – men det giver altså ikke det allerbedste indtryk … specielt om selvstændighed ….når mor er med. (Ta’ heller ikke din søster eller din veninde med, samtaler er en en-til-en ting, mellem ansøger og arbejdsgiver, på ansøgersiden).

2. Lær noget om det du søger

Undersøg det firma og den branche du søger ind til, det er ikke et godt signal, når man til samtalen åbentlys fortæller, at man ikke ved hvordan uddannelsessystemet er skruet sammen (når man søger en læreplads) eller at ikke kan udtale firmanavnet, eller bytter rundt på produkterne. (Hvis man ikke har læst på lektien, er det altid et godt tips at holde mund – så kommer der i det mindste ikke noget forkert ud).

3. Tal ordentligt

Der er desværre mange unge piger, der ikke har lært at tale som et voksent mennneske. Lær’ det!! Der er ikke noget mere negle-på-en-tavle end et ungt menneske, der taler som en baby. Adr! Og det giver dobbelt effekt hvis du har glemt det første råd og har taget din mor med til samtalen. Bliv voksen, du er igang med at søge et job!

4. Se ud som om du ved noget om det du søger

Det kan ikke nytte noget, at du søger et job i en skobutik og så kommer anstigende i et par udtrådte sko, eller i en frisørsalon med en misfarvet hjemmepermanent. Vis med dit udseende at du gider den branche du er igang med at søge ind i.

5.

tja … jeg har egentligt ikke et femte bud lige nu … men der er sådan en pæn orden i tallet 5, så jeg lader den lige stå et øjeblik.