Til jer, der sidder derude og skriver om jeres kvæde, og dig der måske bare læser med her eller der – lad mig komme med et råd, lad mig dele et tip:
Det er egentligt ganske, ganske simpelt – det handler bare om at turde sige “Kom”.
Når du møder den kvinde du bare må have, så kig hende i øjene og ta’ hendes hånd og sig: “Kom”. Lad være med at undskylde, lad være med at forklare. Ta’ teten, ta’ beslutningen, gør det uden bull-shit og lad hende opleve det. Lad hende opleve, at du tør og at du vil hende og at det ikke (som altid) er hende der skal tænke, hende der skal beslutte.
Når du står i baren og har small-talket lidt så kig på hende, som var hun eneste person i lokalet – ta’ hendes hånd og sig “Kom, lad os danse”. Når det ikke er et valg, siger man ikke nej.
Når du sidder overfor hende i sofaen, på cafeen eller hvor I måtte være på jeres date – så læn dig hen mod hende og sig “Kom” træk hende hen mod dig og kys hende som hun aldrig er blevet kysset før. De fleste af os vil gerne kysses, så tæppet rives væk under fødderne på os.
Behøver jeg at sige hvornår og hvordan det næste “Kom” skal falde?
Jeg garantere at efter de første par “kommer” er der skabt en afhængighed – der gør de efterfølgende afventes med længsel.
Men pas på med at bruge det, hvis du ikke mener det, for hos hende skabes en afhængighed, der er svær at bryde. Og når hun først har oplevet det, vil hun have mere….
Nu håber jeg så bare, at jeg har sagt “Kom” til den rigtige…. ;-)
chris- det handler ikke om at man skal handle, hvis man ikke er klar til at handle (eller ikke kan handle it)
Men hvis du gerne vil – så er essensen i det jeg skrev:
“Lad hende opleve, at du tør og at du vil hende og at det ikke (som altid) er hende der skal tænke, hende der skal beslutte”
Og hvis du har en kvinde i tankerne så prøv at sige “Kom og se hvad der sker………..
Hvis du synes de ting du gør i dit liv er rigtige og bringer dig derhen hvor du vil være – så er de vel også rigtige?
Der er jo ingen grund til at ændre på ting der virker.
Hej Visitsen. Godt lille opråb dér! Vil bare sige at jeg er helt enig. De færreste kvinder kan stå imod følelsen af “udvalgthed” og det udtrykker han jo netop ved at sige “kom”. Når vi nu er ved det; er der nogensinde nogen der er blevet sur over at få en kompliment? Hvis du aldrig selv har oplevet at blive gal eller sur over at nogen siger noget pænt til dig, tror jeg heller ikke at det virker omvendt…gjort med charme og situationsfornemmelse bevares. Kort sagt, det er ikke så farligt! Spring ud i det, flirt, komplimentér og sig “Kom”…Det virker ;-) …og det blev straks sjovere at være single hehe
Jeg har ingen problemer med at give komplimenter og fortælle mine følelser, men hvis ikke man HANDLER (fx kysser eller gramser), så kan det jo virke som om man er en svans.
Jeg nægter bare at gøre fysiske tilnærmelser så tidligt i et “forhold”. Jeg gør ikke noget, som jeg ikke har 100% lyst til, selvom jeg ved, at det kan betyde noget for hende.
Det bevirker bare, at nogle af de umiddelbare lyster ebber ud og de fornuftige følelser får lov at styre.
Er det nu, jeg skal føle mig ramt..? :-)
Mit problem er, at alle de piger, jeg har lyst til at tage i hånden og bare sige “Kom” til, er allerede blevet taget i hånden af en anden..
Men i bund og grund har du ret. Man skal hæve sig over frygten for afvisningen og bare gøre det..
Jeg har også overvejet hvilke “regler” man skal følge, når de interessante emner altid ER blevet nuppet.
Man har jo ikke lyst til at springe på hvem som helst :)
Jeg vil hellere kysse og elske med en person som jeg kender godt og gennem lang tid har fået et forhold til.
Jeg ved godt, at det somme tider kan “koste” noget dirren, men jeg KAN bare ikke springe ombord, inden jeg ved hvor skibet sejler hen eller om det i det hele taget kan holde til en sejltur.
Der er noget i mig, som bremser mig. Måske er det fornuften og forsigtigheden? Måske er det angsten for at gøre noget forkert overfor personen, hvis jeg skulle fortryde? Måske er det, som du selv siger, frygten for at blive afvist?
Jeg ved bare, at det er min natur at være velovervejende. Det har jeg det godt med og jeg ønsker ikke at gøre mig selv usikker, hvis jeg kan undgå det.
@erlando – det kommer klart an på fra hvornår du læste med… ;-)
Jeg ved heller ikke om der _er_ regler og om man i givet fald skal følge dem.
Og der er sikkert også forskel på alder, uddannelse og hvor i landet man kommer fra. Men jeg har aldrig, når alt kommer til alt, mødt en kvinde, der har fortalt mig at hun ikke kunne lide en mand, der turde tage téten.
Og nej, vi vil hverken voldtages eller overgramses af ligegyldige mænd – men der er mange kys, der ikke er blevet kysset, fordi manden enten har spurgt om lov – eller har ventet på en skriftlig tilladelse i 3 eksemplarer – og i ventetiden, er den sexuelle dirren dirret ud – og grobunden for et godt venskab er blevet lagt.
Så sandt som det er sagt Chris. Ingen kender dig bedre end dig selv og sålænge du gør det der føles rigtigt for dig, så kan du ikke gøre mere. Nogle tør, andre tør ikke, nogle bruger lang tid på at tage springet udi kærligheden og andre kaster sig ud i det uden at tøve og vi er gudskelov, som du selv siger, alle så forskellige :o)
Måske har jeg rodet mit eget indlæg ved at personificere det (- og derfor har jeg nu fjernet de link der var indsat tidligere)
Jeg læst flere af de weblogs der er skrevet af unge singlefyre – som om at de her fyre gerne _vil_ kærligheden, men at det hele tiden springer i målet og tøsepigerne “hellere vil være venner”.
Det er ikke fordi jeg sidder og analysere de blogs jeg læse (yeah right!) men det der springer i øjene på mig, som læser af dem – og hos andre fyre jeg har mødt gennem tiden, er angsten for at gøre det – turde spørge – fordi man risikere at blive afvist.
Og så er det egentligt bare jeg siger: Hvis du vil det så gør det! Kast dig ud i det – og prøv at gøre det på denne her måde, for hvor banalt det end virker, så virker det – eller det virkede ihverfald på mig! (hvilket selvfølgelig også siger noget om mig som person – men hey det er lang tid siden vi fastslog at “jeg er nem”)
Nånå :)
Sidste gang, jeg lagde alle kortene på bordet, åbnede mig fuld ud og overskred grænser og og og… Det skræmte hende nok lidt væk.
Men jeg lærte meget af det og vi er ved at finde hinanden som gode venner nu. Det er snart et år siden, vi mødte hinanden og jeg har været sådan lidt “rystet” over mig selv og min manglende evne til at se fremad siden da.
Jeg synes dog at tingene er ved at vende og jeg er begyndt at være klar til at møde nye potentielle “emner” igen :)
Jow, jeg er skam ved at få modet og lysten tilbage. Jeg er bare een af dem, der skal bruge en rum tid på at finde mig selv igen efter sådan en omgang. Jeg kaster mig ikke ud i et nyt forsøg uden at være klar til det.
På en måde beundrer jeg dem, der bare prøver igen og igen. På den anden side, så vil jeg nok aldrig være i stand til at “glemme” dem og blive klar igen, uden at skulle bruge en del energi og tid på at hele igen.
Vi er jo alle forskellige og det er vigtigt at kende sig selv godt, hvis man skal være i stand til at elske og blive elsket af en anden.
Vi er alle skræmte ved tanken om afvisningen. Tit er vi så skæmte at det betyder at vi aldrig prøver – eller kun prøver halvhjertet. Med udgangspunkt i vores menneskelige logik laver vi følgende slutning:
– hun(eller han) vil nok alligevel ikke have mig, så jeg kan lige så godt lade være med at prøve, for jeg vil ikke risikere at blive afvist…..
– ved ikke at prøve, sker der ikke noget – hvilket bittert nok føles som en afvisning.
Jeg håber at du Chris – og evt. andre ser det her som en opfordring til at turde lidt mere. For det første fordi det virker – banalt men sandt, hvis hun er bare den mindste smule interesseret i dig vil det virke – men lige så meget fordi vi aldrig ved hvad vi kan før vi har prøvet det…