Jeg er medlem af en forening. Når foreningen holder generalforsamling, sidder der en tidligere (omstyrtet) formand og bruger alt ilt og alles kræfter på at holde fast i alle mulige og umulige petitesser. Alt skal kommenteres, alt skal kritiseres og alt er oppe til debat.

Det er utroligt dræbende for energien og ikke motiverende for noget.

En rigtig sur gammel mand.

Jeg er tidligere stifter af min ejendoms beboerrepræsentationen og har været formand i 5 lange trange år. Jeg gik selv af – orkede ikke mere. Orkede ikke udlejer og orkede faktisk heller i de andre beboers klagemål.

Har så lige været til generalforsamling i vores beboerrepræsentation. Hvor jeg måtte bemærke at generalforsamlingen ikke juridisk var beslutningsdygtig fordi den var for sent indkaldt, hvor jeg havde en bemærkning til stort set alt, ikke overholdte talerækken og havde 3 ting til eventuelt.

Hvor nødigt jeg ellers vil indrømme det – så er jeg vores beboerrepræsentations sure gamle mand… ups!