Hvis man skulle være i tvivl om hvorvidt der stadig er et behov for, at holde fast i Kvindernes Internationale Kampdag, er det bevis nok for mig, at rigtig mange mener at dagen og kampen er udnødvendig og latterlig.

Der er ingen tvivl om, at der er sket meget – og meget godt for kvinderne siden Clara Zetkin indstiftede Kvindernes Internationale Kampdag i 1910.

Men der er stadig lang vej at gå og der er fortsat massiv ulighed mellem kønnene – også i vores lille Danmark i 2009.

jeg er sikker på, at vi også i Danmark kan vise undersøgelser der påpeger, at kvinder der flytter sammen med en mand, kommer til at bruge betydelig mere tid på husarbejde end deres singelmedsøstre, mens mænd der flytter sammen med kvinder, kommer til at bruge mindre tid på husarbejde end nogensinde før.

Men værst er det dog stadigvæk på arbejdsmarkedet, hvor der blandt både erhvervsmonguler og unge studerende findes en iboende løgn om, at mænd og kvinder har de samme muligheder for job og karriere og at mange af dem tror, at ligeløn er et faktum.

Underligt at det stadig er sådan, når der ikke er reel ligeløn, ikke er reel ligestilling blandt ledere, topledere og bestyrelsesposter. Når der stadig er flere mandlige politikere end kvindelige og når de kvinder, der sidder på lederstillingerne, ofte må give køb på familieliv og børn, mens det mere er reglen end udtagelsen at topledere er gift og har (mange) børn.

Jeg siger ikke, at det er umuligt at nå frem og op som kvinde – men jeg siger, at det ikke sker på samme vilkår som for mændene.

Og jeg siger at den største løgn af alle er, at vi har reel ligestilling i Danmark.

Og så mener jeg at det usandsynligt rædselsfuldt at ung kvinde kan blive gennembanket og voldtaget i det åbne rum, uden at nogen griber ind og jeg har en tro på, at hvis vi havde en oplevelse af lighed mellem kønnene, ville ingen gribe til overgreb af kvinder … og man ville reelt få stoppet videospil hvor man for sjov kan lege, at man går ud og voldtager kvinder.

For 11 år siden i dag, blev min nevø født – for 5 år og næsten 1 måned kom min niece til – jeg håber for dem, at den verden de skal være voksne i bliver bedre, end den jeg er voksen i.