Det er en af de dage.

En af de dage hvor jeg både er blød som som smør, der har stået ude på en sommerdag og samtidig lige sprød som karamel, der er trukket ud i tynde næsten gennemsigtige tråde.

Den mindste berøring får mig til at gå ud af form og til at splintre.

Jeg ved godt at det handler om for meget og forkert arbejde, for lang togtur og for lidt søvn, at min ryg, skulder, hænder og lænd byder ind med hver deres variation af smerte og at mit hoved kører rundt med beslutninger, jeg ikke bryder mig om at træffe.

Men skal alligevel.

Og jeg tænker på, at hvis jeg havde frit valg på alle hylder, så var jeg ikke på den hylde hvor jeg sidder.

Og jeg tænker på at den hylde hvor jeg sidder på bare bliver mere og mere tom – da dem jeg delte hyldemeter med da jeg ankom i januar, lige så stille er smuttet fra hylden, bestillingen, gården.

Så med mindre der sker noget andet, er jeg ene mand på skansen når månedsskiftet kommer.

Jeg trives med forandringer og ændringer – men bedst når de kommer i en form der skaber forbedringer.