Jeg har engang lært at familier enten har en grundtone af skyld eller af skam.  Det er min klare opfattelse at jeg – ligesom resten af min familie har en grundfølelse af skyld. Jeg har det i sådan en grad at man skulle tro, at jeg var et resultat af en katolsk opdragelse.

Det er jeg dog ikke, da jeg er et kryds mellem en ateistisk far og en kulturreligiøs mor, og en familie der senere er blevet suppleret af  hinduisme og buddhisme.

Men skyld er ikke destomindre en klar grundtone i mit liv og når man som jeg, pt. går rundt i livet med underskud på overskudsbalancen, er det utroligt nemt at få selv en ellers ret uskyldig tur til supermarkedet til at blive en vandring i skyld med skyld på.

Der er hele tiden en mulighed for at vælge det rette valg, overskudsvalget – det valg der sætter andre end en selv i fokus.

Og så er der det andet valg – det der giver skyld med skyld på:

Som hvis man ikke giver sine flaskepenge til nødhjælp, eller undlader at stikke en skilling/købe en avis af den hjemløse ved indgangsdøren – eller gud nåde og trøste mig … købe burhønseæg.

Ok, det sidste er måske liiiige lidt for overdrevent – for der er da ingen der i 2010 med ro i sindet kan stille en bakke burhønseæg på varebåndet med samvittigheden i bero.

Vel?