Jeg kan mærke, at mine skuldre så småt er ved at komme ned under øreniveau. At for hver dag der går, kommer de lige et lille nøk ned. Jeg kan mærke, at der lige så stille er ved at blive bygge en lille smule overskud op. Lidt efter lidt. Det er ikke fordi hverken niveauet eller tempoet er sænket, nærmest tværtimod. Jeg er stadig ikke top-ovenpå. Bider stadig hovedet af folk i ny og næ – specielt når jeg er på hjemmebanen. Træerne vokser ikke ind i himlen.

Alligevel må den ændring, der er sket i mine arbejdsforhold, have gjort noget og jeg har tilsyneladende været mere påvirket af både før og nu – end jeg vidste.

Lidt uhyggeligt egentligt. Lidt som at komme sig over en depression, uden at man har vist at man var deprimeret. Får mig til at tænke over hvor tit man egentligt går igennem livet, uden at forholde sig til hvordan man har det, og måske uden at vide at sådan som man har det, ikke er godt nok… og at tingene kan være anderledes, bedre…