Nu hvor jeg har måtte indse, at den der stress vil være min langvarige følgesvend, er jeg begyndt at lægge mere mærke til nogle af de symptomer jeg har og jeg må indrømme, at det skræmmer røven ud af bukserne på mig.

Hukommelse

Jeg får flere og flere sorte huller. En ting er at jeg glemmer fødselsdage og aftaler, hvilket de mennesker der er i den anden ende ikke er så fandens begejstret for, men indtil nu har jeg normalt kommer jeg i tanke om det mellem 15 min og ½ time inde i aftalen og har sådan nogenlunde kunne redde mig ud af det – og i den lange løb kan man jo til nød kalendre sig ud af det.

Men en anden ting er, jeg har måtte sande, at det er gået længere end til det, for nu er jeg også begyndt at glemme information. Fuldstændig glemme. Sådan at jeg ikke bagefter kan genkalde mig informationen. En ven bad mig forleden skrive et blogindlæg på en klubblog.  Jeg gjorde det ikke med det samme og da jeg senere ville gøre det, var det pist forsvundet hvad jeg skulle skrive om. Jeg kunne for min død ikke genkalde mig hvad det handlede om.

Da jeg skulle ud af døren tidligere i dag, slog det mig at en veninde på et tidspunkt havde inviteret til fødselsdagsbruch. Men jeg kunne ikke huske hvornår, om det var noget jeg skulle til og havde misset eller om det var blevet aflyst eller hvad. Der var et stort sort hul hvor der tidligere havde været information.

Og det er jo bare de ting jeg opdager jeg har glemt – hvad med det jeg ikke husker?

Overfølsomhed.

Jeg oplever også flere og flere situationer, hvor andre menneskers adfærd bryder mine grænser for hvad jeg kan holde ud. Når min tandlæge vil sende mig videre til en tandplejer for en dybderensning af tandhalse, går jeg i spåner og er nødt til at gå. Når der er mange mennesker i en butik bliver jeg overvældet og er nødt til at afbryde mit foretagende. I relation til mennesker der kræver noget af mig, som jeg har svært ved at honorerer bryder jeg sammen.

Jeg har altid været noget lyd og støjsensitiv, men nu er jeg betydelig mere end det og jeg er bange for om det kan ende med at blive værre.

De her ting passer bare rigtig dårligt ind i mit billede af mig, og jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg får det passet ind i mit liv. Men jeg må erkende at jeg er nødt til at gøre det – om ikke andet så i en periode, for når jeg ikke tager hensyn til det så klapper jeg åbenbart helt sammen.