Siden påske har mine forældre været igang med at flytte. Ikke så meget i realiteten men meget i snak og tanker.

Huset er nu blevet solgt, et nyt er købt og uret der afmåler de dage der er tilbage, tikker sit ubønhørlige *TIK-TAK* og knuser småbitte bidder af tiden, dag for dag, time for time, minut for minut … og spytter knuste sekunderne ud mellem sine tandhjul.

Om 14 dage flytter de ud og nogle andre kommer ind og overtager mit barndomshjem.

Hidtil har jeg primært været fokuseret på den lettelse det vil være for mine forældre at slippe for arbejdsbyrden ved , at skulle holde et stort hus og en kæmpe have. Håbet på at deres nye liv vil give dem overskud til nogen af alle de ting, de også gerne har villet lave, men som hele tiden er blevet skudt til side på grund af ansvarsfølelsen over, at skulle holde huset.

Forholdet mellem hvem der ejer hvem, er for mange år siden blevet byttet rundt, sådan at det helt klart har været huset, der har ejet dem og ikke omvendt.

Men nu hvor tiden mod flytningen nærmer sig, kan jeg godt mærke, at huset også ejer en lille smule af mig, selvom over halvdelen af mit liv er gået siden jeg flyttede ud.

Her i weekenden sov jeg i huset, i det der nok bliver sidste gang. Og om morgenen gik min mor og jeg en tur med hunden. Gennem haven, over markerne og rundt på engen. En tur der nok bliver gået på den måde for sidste gang.

Og tankerne om alt det der ikke kommer til at ske mere og alle de ting der er sket i sammenknytning med lige netop det hus og den barndom, der blev levet der, går gennem mig, som sød-syrlige gys.

Mine forældre byggede huset. Og jeg tror at mellem sten og brædder blev der i lagt små bidder af min sjæl, som nu ikke helt ved hvor de skal finde hen og slå sig til ro: