“>… og det lugtede af nervøsitet og gamle madrasser, sved og kampgejst. Og det var en verden af råbende fædre og grædende sønner “Du ved jo ikke om du kan vinde, når du ikke vil gå ind og kæmpe” Men andre steder var stemningen noget mere fri og lystig. Venner fandt venner, et ungt kærestepar fandt hinanden og de kyssede, mens de kiggede efter, om der var nogen, der kiggede efter dem. Og der var unge fyre på nippet til at blive mænd, med ranke rygge og attituder og små bitte børn, mere kære end drabelige at se på. Og det var ikke min verden, det var ikke et sted jeg passede ind og jeg kendte ikke sproget, jagonen og vidste ikke hvordan jeg skulle gebærde mig.

… men pludselig var jeg tilbage i tiden, til en af de få gange jeg som barn deltog i et gymnastikstævne i den lokale hal. Med nervøsiteten der kæmpede en kamp med maven om lysten til en rød pølse. Og verden havde ikke ændret sig og folk ville det samme – være det bedste, ses og vinde.

Og det var der nogen der gjorde og de gode jublede og de onde græd. Og der blev tabt og vundet både inden for og uden for banerne – og nogle af vinderne var ikke engang deltagere.