Det er mest om sommeren de dør.

De mennesker som jeg kender og holder af, men alligevel ikke er helt tæt på.

Om tre dage er det et år siden hun døde og skabte kaos omkring sine to små børn og deres liv.

Og i dag får jeg at vide, at en af mine tidligere gode kollegaer/samarbejdspartnere, døde i fredags og skal begraves i morgen.

Egentligt burde jeg ikke være overrasket, for han har været syg al den tid jeg har kendt ham, men han har samtidig været den største fighter jeg nogensinde har mødt.

Han kæmpede mod kræften som jeg ikke tror jeg nogensinde har oplevet andre gøre. Han nægtede at acceptere, at døden var en mulighed. Han hang fast i livet med det yderste af sine fingernegle – og han gjorde det med et livsmod og en livsglæde som får mig til at skamme mig over mine egne klynkerier.

Han var et fantastisk inspirerende menneske, en dygtig og vellidt leder og et rigtig godt menneske.

Jeg kan ikke engang sige at han heldigvis er befriet for sine smerter – for jeg ved at han ville kæmpe for at få lov til at kæmpe.

De får en god mand i ham. Hvor han end ender – og jeg er sikker på at han kan give et par tips om godt lederskab til dem, der måtte modtage ham.

R.I.P.