Jeg gik ind til frisøren med hår langt ned af ryggen. Naturligt hår, karamelfarvet, mellemblondt. Ja, ja, lidt trist og træt at se på, det trængte til en klipning.

“Jeg tar’ lige lidt her og lidt der, det trænger til at blive lettet og løftet….og skal vi ikke lige friske farven op, det bliver bare en tone mørkere”

Med håret og mig fulgte naturlige øjenbryn, da jeg gik ind i butikken – ja, ja de trængte til at blive rettet til, der var da både et hår og fler’ der uden risiko kunne fjernes, men den direkte ordre var “naturlige bryn – bare en tilretning”.

“*pluk, pluk pluk* nu må du sige til hvis der skal fjernes mere”

Et eller andet sted gik der ged i kommunikationen, for da jeg meget mellemfornøjet forlod butikken 1½ time senere, var det med en sort punkrocker puddelhunde klipning og øjenbryn, der var plukket så tynde og nu sidder så højt oppe, at jeg går rundt med er konstant spørgende udtryk i ansigtet.

Men spørge det er nu også det jeg gør, for hvad var det egentligt der gik så galt der?