Efter at jeg har rendt rundt på de københavnske gader og omkring søerne med rimelig regelmæssighed i efterhånden en del måneder, skulle man tro, at jeg var sådan nogenlunde køerne på stil og tempo.

Men nej.

Så meget nej, at jeg kommer til at mærke for det de næste par dage.

For opfyldt af min egen “jeg løber jo cirka hver anden dag”-selvfedhed, meldte jeg mig glad og fro til det løbehold der er på mit arbejde.

Og jeg kom med på det hurtige hold.

Altså det hurtige hold som i at der er “et hurtigt hold”, “et superhurtigt hold” og så “det rigtig hurtige hold”.

Og det viste sig så at blandt de mest langsomme, er jeg den mest langsomme.

Og så gør jeg forkert med mine arme.

… og efter 5K, sad mine lunger ud af min mund og et stykke ned af brystet på mig … men så er det nok også nemmere at få vejret. Eller noget.

Jeg var så færdig, og jeg glæder mig til at jeg kommer noget op i fart, så sådan nogenlunde kan følge med.

Men det underlige var, at mens jeg ansede og masede afsted. Kæmpede mig frem, skridt for skridt. Så luntede løbetræneren lige så stille og roligt afsted lige ved siden af mig.

Tidsforskydning eller noget.