I dag står jeg igen på samme plads som for 1 år og små 14 dage siden – der er givet meddelelse om prikkerier. På onsdag får de involverede besked.

Det er det samme og alligevel så anderledes, fordi jeg igen er på den “anden side af bordet”.

Jeg ved ikke hvem der skal prikkes, men jeg er blevet bedt om at holde min kalender ledig, i tilfælde af at lederne skal have bistand med deres samtaler, og det skulle jeg nok ikke, hvis jeg selv er en af de udvalgte.

Min kollega på den anden side af bordet sveder med at skrive brevene til de involverede færdige – og selvom man ikke skal ynke ham, så ved jeg, at det også er svært for ham, at være i hans sko.

For et år og små 14 dage siden blev jeg prikket.

I dag synes jeg at jeg var en af de heldige. Min gamle arbejdsplads har haft yderligere besparelser og grebet om folk er blevet strammere og strammere.

Jeg havde små 3 måneders frihed, hvor jeg fik coachet og rejst og som husker det så var det godt for mig, at jeg fik sparket til at komme videre med mig selv om mit liv.

Jeg håber det samme sker for dem herinde, der bliver prikket på onsdag.