eller tilbage til Afrika
Jeg kender en der skal til at starte en skole i Afrika. Hun ville helst bo i Danmark, sammen med sin mand og to børn. Men det kan de ikke rigtig. For de danske arbejdsgivere er egentlig ligeglade med at manden har to universitetsgrader og en masse kompetencer at give af – for han er sort og så kan han kun bruges til at gøre rent, kan han.
Så efter at have kæmpe med myndighederne, der er sikre på at hvis man er sort, så er man ude på at snyde, racismen der dukker frem i alle afskygninger, manglende jobmuligheder og sproget der er svært, men endelig blevet lært, besluttede familien at prøve lykken i Afrika.
Og nu starter de en skole. For i Afrika, kan man godt bruge en mand med to universitetsgrader og at konen er hvid gør heller ikke noget, og når hun så ovenikøbet er skolelærer – ja, så bliver man budt hjertelig velkommen.
Jeg ønsker dem alt det bedste og jeg håber de får det bedre der, end de havde det her.
Jeg græmmes. Har selv boet i Zambia i 3 år og mødte en fantastisk masse venlighed og imødekommenhed. Det største kulturchok var at komme tilbage til Danmark. Sørgelig udvikling i dette land – vi er et rent u-land på det medmenneskelige plan…
Ja, det er kun et meget rigt land der smider sine menneskelige ressourcer på gaden, på grund af noget så overfladisk som hudfarve.
Jeg vil nu kalde det for et FATTIGT land…
Vi er bange for forandring, er berøringsangste og tror vi har nok i os selv… vi er danskere. Flot Danmark, flot…
Det underlige er så, at nå man som dansker kommer ud i verdenen, og siger man er dansk, så lyser folk op i et smil, og bliver en tand hjerteligere. Hvor længe kan det mon blive ved?