Jeg rydder op og smider ud. Jeg samler guldkorn sammen for at tage dem med mig. Det er helt legalt – i min branche behøver man ikke hele tiden selv at opfinde den dybe tallerken og paradigmer giver plads til udviklende argumenter.

Mens jeg rydder op, kan jeg mærke at jeg også, i min gennemgang af en enkelt sag roder op.

Roder op i nogle følelser jeg havde glemt. En rigtig ubehaglig sag. Normalt er jeg god til at holde mine personlige følelser udenfor de sager jeg sidder med. Holde en professionel distance. Men det kunne jeg ikke med den sag.

Dengang var sagen “årsagen” til at jeg startede med at ryge igen. Presset i sagen i kombination med en rygende kollega, gjorde at jeg begyndte at ryge igen efter et halvt års pause.

Og selvom det ligger 2 år tilbage kan jeg mærke at det at sidde og læse akterne igennem tricker ved noget i mig. Sjovt som følelser og mønstre presser på for at blive gentaget.