På vej hjem fra arbejde, cyklede jeg sammen med to kollegaer. Småsnakkende over Dybbelsbroen lagde vi ikke mærke til to yngre piger på cykelstien, før den ene af mine kollegaer, var tvunget til at lave en brat opbremsning, for at undgå en påkørsel.

Først opdagede jeg ikke hvad der skete, men da jeg så, at hun væk og samtidig hørte en stemme bræge “Se hvor fanden du cykler” eller noget i den retning, kiggede jeg over skulderen og så at min kollega nærmest var blevet holdt op – midt på cykelstien – af de to tøseunger, som helt klart var ude på ballade.

I et splitsekund havde jeg vendt om og var på vej derhen, for det dér kunne godt udvikle sig.

“Hvis du rører mig med den cykel, får du en på bærret” var det næste der blev sagt.

Min kollega lod sig ikke provokere, kørte cyklen udenom dem og videre og der skete ikke mere.

…og det er her, at jeg er ret glad for, at det ikke var mig der var involveret.

For når jeg mødes med trusler om vold, reagerer jeg ikke hensigtsmæssigt.

Jeg har en grundholdning om, at jeg ikke vil acceptere at blive truet med vold, at jeg ikke vil gøre – eller undlade at gøre noget, fordi jeg bliver truet til det, eller fordi jeg er bange for at blive slået. Jeg nægter at flytte mig når nogen siger, at jeg får nogen på hovedet hvis jeg ikke gør det.*

Normalt når jeg ikke at tænke og, som i denne situation, reagerer jeg med at søge imod det, istedet for væk.

Der er selvfølgelig en grund til, at jeg er sat sammen på den måde og jeg er klar over at en eller anden dag, kan det komme til at koste mig, at gå rundt i verden med det handlingsmønster.

Jeg ved med min fornuft, at når man møder voldsidioter, der søger nogen de kan slås med, at så er det bedste forsvar at undvige. At det er det man prædiker omkring trafikraseri og det man fortæller vores børn.

Men jeg har det ikke i mig – og det bedste eksempel på min uhensigtsmæssige opførsel, var engang jeg arbejdede i Maria Tjeneste og på en vagt oplevede to rockertyper gå i flæsket på en af vores brugere. Jeg blev så rasende, at jeg glemte alt omkring mig og fór i flæsket på den ene af gutterne og ret tydeligt fortalte ham hvad han var værd i kroner og øre, samt hvor han kunne forfløje sig hen. Han og makkeren blev så paf over mit verbale overgreb, at de smuttede og først bagefter gik det op for mig, at det egentligt var risikofyldt.

Men jeg er også klar over at med den verden vi lever i, med krig mellem grupper og bander af unge, så er det en farlig attitude at have – det er som at blive kørt over i et fodgængerfelt … bare ærgeligt Sonny Boy, du havde ret, men det gør dig ikke mindre død.

* den eneste gang jeg har fraviget dette var dengang med ham med sværdet. Jeg nåede ikke at reagerer i situationen og efter megen tankebearbejdning lykkedes det mig at lukke sagen uden at gøre noget drastisk, for ikke at gå ned med stress igen  … men ingen siger jo at den historie er helt glemt ….