Hvis det ikke var for min kæreste, tvivler jeg på hvor meget jeg ville komme ud at dykke.

Han er en stor inspiration udi denne sport og hobby. Og dygtig. Meget dygtigere end jeg er og nogensinde bliver. Han har en pasion for at være i havet, som jeg aldrig helt kommer til at toppe, eller bare nå til neoprenstøvlekanten.

Jeg synes at dykning i Danmark kan have sine momenter og jeg har oplevet megen fin dykning både herhjemme og i broderlandet Sverige. Men jeg kommer ikke hver eneste gang, der pustes i konkylien og kaldes mod det åbne hav.

Men så leger drengene, mens jeg nusser rundt med noget andet.

Sådan var det også i lørdags, hvor jeg fik afviklet en masse praktiske gøremål, mens drengene stævnende ud i høj sø, nogle med entusiasme og andre med brækposer.

Hver sine glæder.

Og da han kom hjem til mig igen, var det ikke helt alene.

For siden vi har lært hinanden at kende, har jeg fablet om at jeg gerne ville se søheste. Søheste, søheste og søheste. Glem mantaer, hvalhajer, skildpadder og andre store havdyr, mit største maritime ønske er, at se søheste.

Så min kæreste skaffede mig søheste:

… og nu bæres de i mine øre.