Sidste år sad jeg indenfor i en lejlighed, klinet til skærmen og læste med frustration og savl i mundvigene om den fantastiske påske alle virkede til at have. Om solskin og udeliv og ting der blomstrede og voksede med en ubønhørlig grokraft.

Og jeg længtes.

Efter den danske påske, foråret der står på spring, den første kop kaffe i et lunt hjørne, kirsebærtræernes hvide sne, blå-blå åh så fantastisk blå himmel og vasketøj, der fik duft af det hele.

I år har jeg mest siddet indenfor og kigget ud på gråvejr og regn og tænkt på hvor hylan det der påskevejr blev af!

Bortset fra den fantastiske forårsdag vi havde skærtorsdag, hvor jeg brugte det meste af dagen på at køre Jylland-Sjælland retur og resten af tiden på at fejre fødselsdag.

Ind i mellem har der dog været forårshuller, der har lagt sig som balsam på mit forårssavn, og bragt glæde i en kold påske:

Som det utrolige kvidder af småfugle, der sang halsen af led, da jeg i rimfrost og morgenkåbe sad på terrassen, klokken lidt over 6, fordi Bertram skulle ud og snuse efter mus.

De par timer min mor og jeg havde på knæ ved min lille urtehave, mens vi snakkede og rev ugræs op og langsomt så et års forfald og upassethed forsvinde og istedet så, at de fleste urter og planter havde overlevet.

Og varmt besøg hos onklen og visitter fra mosteren og turen forbi min fætters iPad, for at få arrangeret en afhentning af en pc på Amager. Og gensyn med mormor og morfar, der gennemsnitligt ville være 100 år i år, hvis de havde levet i levende live.

Om at gå ture på stranden med min mor og nye og gamle venner, der alle frydes over det hvide sand og kigget til Samsø og Tunø.

Bertram og Alfred, der virker som om at de aldrig har været væk fra Saksild, og håndterer gensynet på hver deres måde: Bertram der skal ud klokken 6 for at tjekke vejret ud og Alfred der lige snupper en time mere helt puttet ind under dynen, så kun næsen stikker frem.

At køre Danmark tyndt og tur-retur til Sjælland, gennem solskin og et smågrønt landskab, med æggeskilte og de sidste kartofler til salg, for at fejre at min far har gennemført 75 påsker i år og ser ud til nemt at kunne nappe 25 mere.

Når grillet blev tændt op og vi fodrede gamle og nye venner af med alt godt fra grillen og de gode kødvarer fra Slagteren i Hou.

At sidde 8-12 mennesker om et bord og lige gøre plads til et par ekstra naboer til osten og mærke huset varme op af godt selskab og madnydelse, selvom det egentligt hverken er plads eller stole nok.

At drikke morgenkaffen af ølkrus og spise blødkogt æg af et snapseglas, fordi opvasken ligger ovre hos naboen, da de tog den med hjem aften før, og de ikke står tidligt op.

Og at høre nyt fra Vejle, om en Toppermis der trives i sit nye hjem og bestemmer over madskålen, kigger ud på naturen og byder Wimmer op til leg.

Så selvom der kun blomstrede kirsebær i mine vaser og jeg ikke drak kaffe i solen, så blev min påske alt det jeg ikke vidste jeg havde ønsket mig.