Foran mig, på en bøjle hænger min fine kjole og lakskoene står højhælet og blankpoleret, klar til festen i aften. Min veninde er i bad og lyden af dæmpet musik bliver iblandet lydene fra badeværelset.

Herinde er behagelige 25-26 grader og et strejf af sol kommer ind af vinduerne, heroppe på 52. sal. Omkring mig er tånhøje bygninger, men når man læner sig ud over den forvoksede franske altan, kan man sagtens se vandet.

Der bygges for fuldt drøn alle steder omkring hvor vi bor, men heldigvis er støjen ikke ulidelig her om weekenden og inden jeg får set mig om, har jeg sikkert vænnet mig til den, ligesom lavendelduften i lejligheden.

Det her er helt anderledes end alt det andet Asien jeg har set. Først og fremmest er der betydeligt flere europæere og ingen kigger på en og siger “Hallo Mam” eller forsøger at sælge en noget. Der er heller ikke utallige cykler og gamle osende lastbiler og busser. Ingen kvæg går løst på gaderne.

Det er en topmoderne superby og det ved man jo godt. Ligesom man ved at der er bøder for at smide cigaretskod og tyggegummi på gaderne. Men det er også total ferieby nede ved floden og effektivt med drønhurtige rulletrapper ned til det underjordiske gangsystem, man kan tage rundt i byen.

Og så er det hygge med en dejlig veninde … og nu et bad, efter et par timer ved poolen og så klar til middag og dans.

Det er lige til at holde ud…