For 20 år siden levede jeg sammen med en alkoholiker.
Et mennesker, der havde en masse gode sider og en dyb dyb afhængighed for selvmedicinering med piller, narko og til sidst alkohol – som bragte så forfærdeligt meget dårligt frem. I ham, i vores liv og samliv.
Det endte efter 2½ år og jeg kom videre med mit liv og fik en helt anden livsbane, end den jeg troede mulig, dengang i 1992.
Jeg kan sige mange ord om ham, og mig og det liv, der blev levet i skyggen af flasken og udkanten af volden – og de kommer også drypvis gennem tiden, for den tid dengang, er naturlige brikker i den person jeg er i dag.
Men historien er ikke mig.
Jeg lever ikke længere i skyggen af alkoholen, det er ikke en del af min nulevende identitet, jeg “har-været”, men “er” ikke. Længere.
Nu kan jeg godt holde alkohol og alkoholindtagelse ud … selvom jeg for 18-20 år siden havde seriøse problemer med det
Og alligevel spiller alkohol ind i mellem en negativ rolle i mit liv.
Jeg har nemlig to personer i min bekendtskabskreds, som jeg synes har svært ved at styre deres forhold til alkohol. Hvor mer’ bliver til meget mere og også en almindelig onsdag giver anledning til flaskevis af øl eller vin og hver eneste komsammen ender fuldstændigt på den anden side af heget.
Med bukserne nede og brændenælder i røven.
Og det der ligger mig på sinde i dag, er hvor ked af det jeg bliver, når mennesker der ikke kan styre alkoholen, bliver styret af alkoholen – og man kan se dem styrte direkte mod afgrunden.
Hvor forfærdeligt det er at se et menneskes gode egenskaber igen og igen blive opløst af rødvinen eller øllerne. Hvordan det næsten gør ondt i mig, når vedkommende få timer inde i samværet bliver snøvlet og usammenhængende at høre på, eller alle knivene kommer op af skuffen og bliver kastet rundt med en vanvittighed, der efterhånden er mere sædvanen end undtagelsen.
Med mit intellekt ved jeg godt at jeg ikke kan gøre noget, og jeg er også bange for at jeg overdramatisere tingene – men jeg kan alligevel mærke, at jeg er nået frem til, at jeg har ret, lyst og mulighed for at sige hvor mine grænser går, og at jeg er nødt til at fortælle to personer, at jeg ikke har lyst til at være sammen med dem når de drikker – vel vidende, at 1) de vil blive sårede og vrede og 2 )ikke vil kunne håndtere et møde, hvor alkohol udelukkes og at det derfor sandsynligvis vil ende med et brud.
Og selvom historien normalt er, at rigtige venner er dem der bliver i medgang og modgang, så overvejer jeg om man alligevel nogen gange er en bedre ven ved at sige fra?
Og hvis ikke en bedre ven for dem, så i hvert fald en bedre kammerat for sig selv?
Der er ikke noget galt i at fortælle et menneske, at vedkommende har et problem, som man har det svært med. Det synes jeg faktisk er respekt for det andet menneske(s intelligent).
Trist for dig, at det er så voldsomt, at du ikke kan mere. Selv om jeg nu altid tror, at man er ekstra på dubberne og mere sensitiv, når man har levet med alkoholisme på tæt hold. Selvfølgelig er man da det. Ville være underligt andet. Men den er selvfølgelig gal, hvis man overhovedet ikke kan mødes med hinanden uden at der er alkohol på bordet.
Det ER svært at sige noget. For hvordan bliver det modtaget?
Det er svært hvis de ikke selv føler der er et problem.
Jeg har aldrig haft alkoholikere i mit liv – og dog er jeg meget ops på de gange hvor folk får for meget.
@ begge: netop fordi jeg ved at jeg tidligere har været ekstrem sensitiv overfor alkoholbrug, går jeg måske i en endnu større bue uden om problemet end jeg ellers ville have gjort .. og det er altid svært at vide om en væremåde der er et problem for en selv, også er det for en personen selv….?
Jeg synes at det er svært, at sige, forholde sig til og gøre noget ved – og uanset hvad, så ved jeg jo godt, at jeg ikke kan ændre andre, da jeg kun har indflydelse på min egen måde at være på … men jeg håber at jeg måske kan spille nogen tanker ind på banen og dermed skubbe i den rigtige retning ved at melde rent bord.
En melding er sendt ud i verden – og en anden mangler at ryge afsted.