“Du er da blevet vaccineret for Hepatitis B, på et tidspunkt. Hvordan kan det være?” Spurgte en læge mig her for nyligt, i forbindelse analysen af nogle blodprøver jeg havde fået taget.

Men det er jeg ikke.

Jeg har bare på et tidspunkt været uheldig og rigtig, rigtig heldig.

For noget, der næsten nærmer sig 20 år siden, havde jeg nemlig en kæreste, der senere viste sig at have leverbetændelse. Han vidste det ikke, jeg vidste det ikke. Da vi var beskyttet på anden vis, og kendte hinanden gennem mange år, havde vi det der senere blev kendt som “ubeskyttet sex”.

Og jeg blev selvfølgelig udsat for smitten. Det var det uheldige.

Det heldige var, at jeg på tidspunktet for smitten åbenbart har været i rigtig god fodderstand og i stedet for at blive smittet og syg, blev jeg smittet og dannede antistoffer. Min krop kæmpede en kamp og vandt – så at sige. Jeg vaccinerede mig selv. For nu og i al fremtid.

Men det er en underlig tanke, at inden i mig, bærer jeg for altid et minde om dengang og om hvor heldig jeg nu engang var.

Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg – i et efterhånden sjældent øjeblik kom rundt i blogosfæren og stødte på det her indlæg. I mit tilfælde må jeg bare konstatere, at lige meget hvor gerne jeg ville give, så vil de ikke have møget. I Danmark er vi nemlig meget strikse med donorblod , og mit vil man ikke have.

Men det er stadig en lille pris at betale. Det kunne have været meget værre. Det kunne have været noget andet. Det kunne eksempelvis have været HIV.

(og nej, jeg smitter ikke – man skal se det som en slag vaccination jeg har fået. Godt nok med en nål af en anselige størrelse….)