Søndagen er blevet brugt på boligjagt … eller rettere sagt, primært sommerboligjagt.

Sommerbo er ikke beboeligt i længden og der skal et nyt hus på grunden og derfor kigger vi på muligheder. Og vi kigger, og kigger og kigger – og nogen har noget og nogen andre noget andet, men indtil videre har intet været helt rigtigt, men hvert kig bringer os et stykke af vejen (håber jeg).

På et eller andet tidspunkt finder vi nok det rigtige – og træder ud af det dødvande, der er beslutningernes tomrum, hvor alle muligheder stadig er åbne – men ingen beslutning er lig med stilstand.

Men at finde det rigtig er nogen gange ikke godt nok.

Og det siger jeg, fordi vi sluttede dagen af med også lige at kigge på et bytte-rækkehus.

Og det var det rigtige.

Det havde badeværelse oppe og nede som er et krav fra min kæreste, det havde en fin lille have, lukket gårdhave, endda med en superfin udestue, der ellers kun opfyldes i drømme. Stue og køkken var lagt sammen på en rigtig fed måde og der var endda et aflåst opbevaringsrum der passede som hånd i handske til vores dykkergrej og både carport og det værksted som min kæreste går og sukker efter.

Vi kunne leve præcis det liv vi ønsker, med nem adgang til at vaske og laste dykkergrej, med mulighed for at opbevare alt den syltetøj jeg kunne drømme om og med mulighed for at sidde udenfor igennem hele året. Skulle der være et minus så var det at der var et værelse mere end hvad vi havde brug for – og det er jo bare et luksusproblem.

Alligevel læner vi mod et nej.

For det havde bare ikke beliggenheden.

Yderkanten af Glostrup. I et trøstesløs villakvarter i en række af ens bygninger – langt fra butikker, liv eller bare noget der ligner en by.

Og der er jeg bare ikke.

Hvis jeg endelig skulle flytte væk fra byen, skal det være til landet, ikke til et underligt villakvarter, der hverken er land eller by.

Så vi kigger videre.

Efter både sommerhus og anden bolig og på et eller andet tidspunkt finder vi vel præcis hvad vi ønsker os.