Jeg regnede med at sorgen over min mors død, ville indhente mig her over sommeren, hvor jeg fik mulighed for at stå lidt mere stille.

Og det gjorde den også.

Flere gange fandt min kæreste mig smågrædende eller snøftede, fordi et eller andet havde udløst et sorg øjeblik.

Mine drømme har også været morfyldte. Flere af dem har handlet om at min mor ikke var klar over at hun var død. Og i alle hvor der har været et konkret sted involveret, har stedet været mit barndomshjem.

Også i nat.

Og jeg tænker på om jeg mon skal kontakte den nye ejer og høre om de er okay – eller om de kan mærke vi kommer på besøg om natten.

For de er så realistiske de drømme.

Måske det hele kommer mere tydeligt frem, fordi tilbagekomsten efter ferien også medbringer de praktiske forhold der stadig udestår: min mors aske er ikke stedt til hvile, boet er ikke gjort op (jeg manglede åbenbart nogle papirer til skifteretten), alle hendes ting står urørt i hjemmet – og vi har ikke sendt takkekort til dem der sendte hilsner til bisættelsen.

Det sidste fik jeg besked om under ferien. Under overskriften: “Dette er ikke en rykker”, blev vi alligevel gjort opmærksom på, at det ikke var Emma Gads ikke at sende takkekort.

Og måske er det på grund af alt det ufuldendte at min mor går rundt på Kastanievej og svinger tangentstokken?