Vi har kendt hinanden siden post-teenage alderen, hvor vi boede sammen og levede hinandens liv. Jagtede på de samme jagtmarker og delte byttet i matriarkalsk enighed.

Mine smukke veninder som aldrig er stoppet med at forundre mig og berige mit liv – fordi de hver især er så unikke og stråler med lige præcis deres eget lys. Tøserne, jeg har set gå fra småbuttede usikre væsner, til de her stolte, veluddannede stilsikre og frie kvinder.

Alle har vi mødt bump på vejen, vi har alle vores lig i lasten – nogen mere højlydt raslende end andre. Vi ved hvad vi var og vi er ikke bange for også at dele ud af, hvad vi er. Det er en gave at have mennesker omkring en, der understøtter kontinuiteten i ens liv.

Det er en gave at have mennesker i ens liv, med hvem man kan slå håret ud og smække benene op og bare være.

P.S.
Det er aldrig en skam at gå hjem, efter man har kastet op i køkkenvasken!