Jeg fik ros i går. Af min chef. Dels for min håndtering af en konkret og meget vanskelig sag og dels for den adfærdsændring han og de andre overchefer mente, at de havde observeret det seneste halve år. (“ikke fordi vi normalt taler om medarbejderne, men vi var samlet i går og afdelingschef dit og dat fortalte om .. og ect.”)
Og så flejnede jeg. Skråt.

Tak-tak for rosen, da.
Men hvad fanden er det for noget lal at sige, at jeg har ændret mig – og til det bedre endda.

Hvis det var sådan, at jeg selv mente det, havde det nok været noget andet. Men det mener jeg ikke.

Jeg ser to ting:

– der er nogen der har ændret deres syn og holdning til mig – eller til den rolle jeg har i virksomheden. Og det oplever de som at jeg har ændret mig.

– i den seneste tid har jeg haft så råddent travlt, at jeg ikke har sagsbehandlet med samme nidkærhed som tidligere. Det er det som opleves som større fleksibilitet

Det fortalte jeg så min chef. Der dog holdte fast på sit. Så står vi der.

Og jeg har om ikke andet bevist, at jeg stadig er stædig.