Efter 5 timer i malerhelvede kom vi endelig ud i det fri. Vi var ganske simpelt løbet tør for materialer, så da vi ikke kunne komme videre måtte vi stoppe.

Og det betød heldigvis at vi kunne komme ud i min halve have og gå i gang med at flytte de planter, der ellers lå og spærrede for at en anden kunne komme i sin jord.

Så det er en godt beskidt og træt fod der kan hjemtages til kærlig behandling.

Men det var dejlig endelig at komme udenfor og skønt at komme i gang med haven.

Jeg bruger dog ordet “have” på en lidt løselig facon – idet den lige nu er en pløjemark med fire pinde i hjørnerne (min have er dog ikke kvadratisk, men går skråt op i det ene hjørne … meget sigende egentligt).

Der var et liv og et leben derude i dag, alle havde travlt. De fleste er i gang med at måle op og lave fundament til deres huse, nogle få har fået deres drivhuse op og stå og lidt planter er også flyttet her og der.

Og vi gik også i gang med at grave huller og flytte planter. Vi gravede en rende til de hjemløse planter, som med en madpakke i form af en god gang vanding, blev flyttet fra deres ene midlertidige hjem til det andet.

Vi fik også flyttet nogle af fliserne, men det er et hestearbejde og min egen arbejdshest ligger nu og pruster over veludført arbejde. Jeg er godt nok glad over, at jeg ikke er helt alene på skansen, for så havde jeg da først tabt modet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på mine forældre som byggede hus og anlagde have dengang i 60’erne. Deres hjem var også en byggeplads dengang, et hus opført på den bare pløjemark – hvilket kæmpe arbejde må de ikke skulle have været igennem.

Og min have er en lille bitte brøkdel af hvad de har været igennem – så jeg tror jeg overlever, selvom jeg må indrømme at lige nu, ser det hele lidt håbløst ud.