*Not in my backyard

Som jeg stod der, var det de ressourcestærke, børnefamilierne og tilflytterne der trodsede mørket, regnen og troppede op for at stemme tirsdag aften.

Jeg må indrømme, at jeg troede ikke at valget ville ende som det gjorde. Da jeg stod der i menighedsrådssalen og snakkede med en medarbejder fra Mariatjenesten, der også er opstillet på Fælleslisten, kunne vi hurtigt blive enige om, at der var gode chancer for at Mariatjenesten ville lukke efter dette valg. At det nok var nemmere at hive de folk der havde noget imod Mariatjenesten til urnerne, end dem der var for eller ligeglade.

Han skulle nok klare sig, sagde han – men han var bekymret for brugerne af Mariatjenesten. Dem der har så hårdt et behov for et frirum. et lille bitte frikvarter fra det hårde liv på gaden. Jeg vidste hvad han mente – og jeg tænkte tilbage på nogen af alle de vagter jeg har haft, de 6 år jeg var frivillig medarbejder i Mariatjenesten.

At være frivllig medarbejder i Mariatjenesten er en af de få ting jeg har lavet i mit liv, hvor min tilstedeværelse reelt har gjort en forskel for nogen. Og min stemme i går, vil sammen med de andres stemmer komme til at gøre en forskel for nogen mennesker ……… og det gør mig sgu’ lidt glad og det gør mig sgu’ lidt fortrøstningsfuld, at valget gik den vej i går.

Det er rart at vide at selvom Vesterbro er blevet fint og dyrt, så bor der stadig nogen mennesker, der kan rumme andet end sig selv og deres egen snævre verden. Nogle mennesker der kan indse at kampen mod stofferne, ikke skal gøres til en kamp mod stofmisbrugerne. Nogle mennesker der er store nok til at kæmpe imod NIMBY-syndromet.