Hvis der er noget 2017 er, så er det nye begyndelser. 

Har på mange måder fået skrællet lag efter lag, af det jeg er, af. 

Og en helt anden forandring er, at min lille bitte niece har valgt, at hun skal konfirmeres. Som datter af en tro ateist og en hindu, skal hun naturligvis døbes først. Ligesom mig, og min far og hans søskende. 

Ateismen løber langt og dybt i min fars familie, hinduismen langt i hendes far.

Ikke desto mindre sidder jeg her i søndagsmorgenstunden og lytter til lydende i mit nye hood.

Kaffen siger ingenting, men damper lige så stille.

Men ellers er mine morgenlyde her fra haven anderledes end på stenbroen:

Tæt på mig kan jeg høre de små kvitte-kvitter og lyden af en fugl, der flyver over mig. Kragerne skratter også i nærheden og de fede duer går i hylden – og siger ikke noget mens de æder.

Bag mig kunne jeg tidligere høre, at nogen i nabolaget holder høns – men de er blevet stille igen.

En bil kører forbi ude på vejen og en mor snakker med sit lille barn, som de cykler forbi.

Og langt foran mig kan jeg høre den samme slags skyderi, som jeg kan høre ude i mit nyttehave – ved ikke om lyden er den samme eller om der er flere skydebaner derude i ødelandet afgrænset af Køge Bugt.

2017 er starten på noget andet – måske er jeg på vej mod det der voksenliv? Det ville ikke være for sent – slet ikke når jeg nu har hus  … måske, jeg glæder mig i hvert fald til at se hvor jeg er på vej hen.