Det er ikke med min gode vilje, at jeg nogen gange kommer til at sige ja, men alligvel ender med et nej. Men når jeg bliver spurgt, så kan jeg jo godt have lyst – der i øjeblikket, mødt af spørgerens begejstring og ønsker.

Og så går det måske op for mig, hvad det tilsagte går ud på. Måske noget med nogen tidshorisonter, besværlighedsgrader eller bare den der tænken efter, følen efter: sagde jeg ja, fordi _jeg_ havde lyst, eller fordi _du_ havde lyst, til at have mig der.

Jeg tror, at jeg skal til at lære at blive bedre til “måsker”.