Jeg tæller skridt igen.

Det er lykkedes mig at lokke ikke mindre end 18 kollegaer med på vognen. Flere er nye på vognen og der har været en trampen på gangene op til dagen i dag – og så starter jeg ud med to dages kursus. Så efter en dag med megen læring og mindre bevægelse, stod min skridttæller på sølle 1300 skridt.

Som holdkaptajn kunne jeg selvfølgelig ikke have det siddende på mig. Så da jeg kom hjem efter dagens kursus tog jeg en tur gennem byen … og det er godt nok forår.

Det blev til en række billeder og til nogle nyopdagelser … der er kommet et fransk bageri i Oehlenschlägergade og en ølbutik som jeg ikke har set før (og et besøg i et shoppingcenter – da andre butikker er lukkede når kunderne har fri) – og en hel del skridt.

Hvor mange skridt jeg gik ved jeg desværre ikke. For da jeg kom hjem efter to timers traven, havde min tæller kun talt sølle to tusinde skridt – og en fintælling viste at for hver 10 skridt jeg tog, talte min skridttæller kun 4.

Heldigvis er der vist en anden på mit arbejde og imens må jeg jo regne mig frem til et cirkatal.

Jeg har ikke alt heldet med de der tællerier.

I min iver for at opnå gode tal, slog jeg græsset iført påmonterede skridttæller. Det skulle jeg aldrig have gjort.

Eller, jeg skulle have gjort det, iført en mere samarbejdsvillig skridttæller.

For da jeg efter endt dåd skulle tjekke tallet og klappe mig selv på skulderen, måtte jeg konstatere, at tallet stod på nul.

Eller det vil sige… da jeg endelig fandt den løsslupne skridttæller – eller rettere sagt de dele der engang havde udgjort skridttælleren, førend den var blevet kørt over af græsslåmaskinen, så virkede den ikke mere.

Jeg er dumpet i skridttælling, jeg har talt mine sidste skridt…

Ligesom hos rigtig mange andre personer siger det i disse dage *klik-klik* for hvert skridt jeg tager.

Kampagnen Tæl dine skridt blev skudt igang sidste mandag og indtil videre har de 17.379 tilmeldte gået 1008 mio skridt. Målet er at hver deltager går mindst 10.000 skridt om dagen.

10.000 skridt om dagen *pøh* tænker nogen måske. Men 10.000 skridt er jævnt mange. Selvom de siger det “blot” svarer til de 30 minutter, man mindst bør røre sig om dagen.

Selv er jeg kun med på sidelinien – jeg var nemlig ikke på arbejde den dag, man skulle melde sig til, så mine skridt er kun talt op i min egen lille lommebog.

Men det er alligevel interessant at følge med i. Interessant at se hvor meget – eller lidt – man bevæger på sådan en helt almindelig hverdag. Og det sætter fokus på begrebet hverdags motion. For mængden af skridt, svinger meget hos mig. På de mødetunge dage bliver der ikke gået mange skridt – kun omkring 4-6.000 skridt og alligevel er jeg kvæstet når jeg kommer hjem.

Jeg tør næsten ikke nævne min lørdag, hvor jeg sandt at sige, kun havde ét hovedformål med dagen: at sove og slappe af. Og det gjorde jeg. Jeg nåede ikke engang op over 3000 skridt fordelt over hele dagen. (Meen jeg har nu også en lumsk mistanke om, at jeg kom til at resette i løbet af dagen….så sløv kan jeg da seriøst ikke have været).

Og så lige som det hele ser så dårligt ud – og jeg tænker, det her går virkeligt ikke, så har jeg en dag som i dag. Travl dag på kontoret, gik lidt på vej hjem fra arbejdet og gik en aftentur her for lidt side – og vupti: næsten 19.000 skridt…. Så mon ikke jeg, når alt kommer til alt, får min daglige motion i hverdagen. Der er jo også trapperne til 4. sal og 2×30 minutters daglig cykeltur til/fra arbejdet …. og zzzzzz

Det sku’ være så nemt og så det faktisk svært…

Jeg er endnu en af dem der går og tæller – og det er jo i princippet nemt nok: på med en skridttæller og så derudaf. Indtastninger en gang om dagen – eller i det mindste hver 3. dag.

Alligevel er det lykkedes mig at komme til at mangle 20.000 skridt og sænke holdets samlede indsats.

Udover at jeg glemte at påsætte skridttælleren første dag og sørge for at deltage i en konference fra søndag aften til tirsdag eftermiddag, med nedsat gågang som følge, så er det også lykkedes mig at glemme at indtaste en hel dags skridt (som ikke kan efterfyldes) og få indtastet små 13.000 skridt som 1300.

At sige jeg er talblind hjælper nok stort i det sammenhæng – og min holdkaptajn er næppe specielt stolt af mig. Men jeg har hørt at der er flere derude der også har svært ved det … det er godt at vide at man ikke er alene.

Her hvor jeg sidder i Sharm lufthavn, mens katten der skal med os hjem, sløver hen ved min side og manden i mit liv sidder og prutter i takt til musikken i sine ører, kan jeg passende poste det sidste afsnit i vores liv i sandaler

Del1, 2 og 3 finder du her: del #1 januar – marts, del #2: april – juni og del #3: juli – september – det er fra bloggen “Et år i sandaler”.

Oktober

I oktober begyndte vejret at blive udholdeligt igen. Vandet var stadig varmt nok til, at jeg kunne dykke i shorts og t-shirt, men luften kold nok til at man kunne holde ud af være oven vande.

Jeg fik besøg af en gammel kollega, og fik samlet op på nogen af fortidens synder (hans) og nutidens ynder (mine) og genopfrisket den friske tone mellem os.

Med oktober kom også italienerne (og fluerne og myggene) tilbage. Alle havde de været væk hen under sommeren, men med de lidt køligere dage var de tilbage. Det betød at der igen blev lidt liv i bolig området og at vi endelig fik lavet den lås, der var gået i stykker i juli måned.

Jeg dykkede mere og mere. Nogen gange som guide for venner, bekendte og gengangere og andre gange som betalt guide for centeret. Og da min computer stod af i oktober, var det heldigt at det var samtidigt med at vores ven Tom for 3. gang var hernede, sådan at jeg kunne låne hans computer i den tid der er tilbage hernede.

Som året gik på hæld begyndte nogen af instruktørene at tage afsked med livet hernede og i oktobermåned måtte vi sige farvel til Attila, som jeg har lært en masse om makroliv og dykkerstil af.

Det var også i oktober at jeg sammen med Sonja var i Nabq, på en tur der endte med en spontan middag i vandkanten, sammen med en flok af hendes bedouinvenner. Det var smukt at se solen gå ned bag bjergene, mens månen stod op over vandet.

Både min kæreste og jeg havde travlt i vandet og vi nød de sidste af årets fiskefulde dyk – ikke helt vidende om hvor meget temperatur og dyreliv sidenhen ville falde.

November

Med efterårets kommen – og dertil hører også november, selv i Egypten, kunne vi godt mærke at solen havde svigtet DK. For vi fik travlt med kursister, gengangere og venner der kom ned og besøgte os. Der var travlhed både over og under vandet og det var rigtig skønt at mærke … også helt konkret på lakridstallet, der blev pænt forøget, af alle de gæster vi fik.

De var ikke kun lakridstallet der var blevet forøget – Toppers vægt var også kommet noget op i højderne. Og mens vi andre kunne begynde at tælle kalorier op med småkager og æbleskiver til 1. søndag i advent, måtte Topper tælle ned til spisetiderne og indse at rationerne blev mindre og mere besværlige at komme til, da hun simpelthen blev sat på ration.

Desværre fik vi også ravet noget sygdom til os – for mit vedkommende var jeg nærmest underdrejet i 14 dage … og bl.a. derfor blev november brugt til meget sengeligning og boglæsning og ikke meget fotografiering.

December

I december kom der endnu flere gæster hjemmefra – og jeg startede måneden ud med et forsøg på at skabe julestemning … og hver dag i december blev forsødet af lakrids som Gitte havde haft med til mig.

De gæster der var hernede var meget aktive, så der var flere ture til Dahab ligesom der blev arrangeret ture til Thislegorm, natdyk fra båd og meget mere.

De dage jeg ikke dykker, bruger jeg morgen på at gå til pilates. Træningsstedet ligger ca 20 min. gang fra hvor jeg bor og jeg går frem og tilbage og nyder at morgenen er kølig og frisk. Og da jordbærsæsonen så småt starter op igen, føles det virkelig som en dansk sommer.

Sammen med søde Sonja er jeg igen på tur. Denne gang ude i ørkenen, hvor vi spiser sammen med en af hendes venner og ser natten falde på, stjerne komme frem og hører den store stilhed, der runger ude i ørkenen.

Midt i måneden tager jeg første skridt ud i tek-dykningens verden. Det er sjovt og udfordrende og meget, meget lærerigt.

Min dejlige veninde kommer på besøg og jeg nyder en uge med venindesnak, pilates, fælles dykning, Dahab, middage og lidt mere snak. Det er fantastisk at have nogen man kender så godt, så tæt på i så lang tid og vi har en dejlig jul sammen.

Vi er 8 juleaften og til den efterfølgende julefrokost. Og alt er dansk og traditionelt, takket være min veninde, Thomas og Marie – der i den grad bragte julen (og dens mad) ned til os. Og mellem alt spisningen dykkes der igennem hele ugen.

Dykkercenteret inviterer på julebowling og de fleste i centeret møder op og det er sjovt at se den iver som specielt det egyptiske personale lægger for dagen.

Da vi når frem til årets sidste dag, og vi er ved at være ved vejs ende – er vi egentligt også pænt trætte. Det kan godt være at vi bare har dykket, daset på en båd, lært mennesker at kende og spist en masse i mellemtiden – men vi har gjort det ret aktivt.

Nytårsaften bliver en stille affære med bare min kæreste og mig .. vi lytter til dronningen over netradioen og vi snakker om vores fremtid om hvad vi egentligt vil med hinanden, livet og 2012.

Og det er egentligt to ret tilfredse mennesker der tørner ind i seng sådan ikke for længe over midnat – og når jeg sådan kigger tilbage på året der gik, synes jeg faktisk at jeg med ro i sindet kan sige, at jeg brugte året … og brugte det godt.

Januar

Året startede med at vi fik endnu et besøg fra Danmark. To venner fra dykkerklubben kom ned og fik lidt “varmt vand” under finnerne. De synes at vandet var helt ok – mens vi andre gik og pev over kulden. Dykningen pev ingen af os over, for den var god. På den første dykkerdag så vi fritsvømme muræne, napoleon, haj!!, eagleray og skildpadde.

Sammen med dem fik vi sagt ordentligt farvel til både Dahab og Thislegorm. Dahab brillerede med at være helt vindstille og sommerlig – samt to legesyge blæksprutter og en nøgensnegl i dagslys. Thislegorm var også helt venlig og vi havde det praktisk taget hele … og det var skønt at få sagt ordentligt farvel til rigtig fine dykkersteder.

Efter alt den gode dykning, kom den onde snue og i små 14 dage kunne vi ikke dykke. Da vi endelig rejste os fra sygelejet og var klare nok til at stå på benene, men endnu ikke klar til dykning, endte vi med at tage til Cairo og få set de der pyramider…

Samt alt det andet Cairo havde at byde på af kultur, revolutionsrester og almindeligt liv

Den sidste halvdel af januar blev brugt til at sige farvel til dykkersteder, mennesker – afklaring af Toppers fremtid og endelig til pakning.

Og den 25. januar 2012 – præcis på årsdagen for Egyptens revolution, tog vi flyet hjem og landende igen i Danmark.

Et år fattigere – men mange, mange oplevelser rigere…..

Vi fik også sagt ordentligt farvel til alle de andre skønne dykkersteder og endelig også til alle de mennesker vi har lært at kende dernede