Her er resultaterne for'syg'


onsdag 26. maj 2010 kl.9:06

Lige som jeg troede at jeg var ved at komme ovenpå igen, så fik sygdommen igen smidt krogen i nakken af mig, og med møje og besvær landet mig i sygesengen igen. Søndag vågende jeg med ondt i halsen og det videreudviklede sig over pinsedag.

Så nu er jeg tilbage med snotnæse og nattehosteri.

Og det var mig, der ellers priste mig af at jeg syntes, at jeg havde sådan et godt helbred.

Ta’ den Hybris.

fredag 25. januar 2008 kl.16:16

Det må være de mandlige hormoner i mig, der slår i gennem når jeg bliver syg. Altid er jeg på grænsen til død.

Også denne gang. Var døden nær i nat, halsen strammede sammen og lungerne blev hostet op i små grønne bidder.

Efter to dage lænket til sengen (og den dårlige samvittighed over at svigte på arbejdet) er jeg endelig så småt kommet ovenpå.

Når alt skal være ret, så er det da ret godt timet. Nåede til at kigge ud af vinduet i dag – det ser trist ud derude. Mon verden savner mig?

tirsdag 28. maj 2019 kl.20:59

Vi havde en fantastisk dag og en lykkebrusende fest…

Men jeg var en bedre bryllupkoordinator end brud, og jeg glemte lidt at huske, at det var mig der var bruden – brugte eksempelvis tiden inden vi tog afsted til kirken, på at krølle mine brudepigers hår istedet for på mig selv – og det kunne mærkes i kirken og indtil festen gik i gang.

Så her kommer 10 gode råd, jeg ville ønske jeg selv havde fået og fulgt, så ville jeg have været en lidt bedre forberedt brud…

Til dig der er brud, eller hjælpende brudepige:

1. Tjek skosålerne

Vi havde joket med det – mange gange, om de der brudepar, der møder op med rabatmærker under sålerne. Eller beskeder skrevet. Det er fint – men husk lige selv at tjekke skoene og helst før du går ind i kirken – ikke når du sætter dig ned og det er alt for sent.

2. Sørg for at kjolen passer

Det er fint nok at købe en kjole på nettet. Men når du gør det, så skal du sørge for at have den på i længere tid, end den tid som det tager at få den lagt op. Det er nemlig ærgerligt, når det først er på dagen og efter fotografering, at du rigtig erkender, at den glider af overkroppen og du viser alt for meget barm.

3. Sikkerhedsnåle, plaster og sytråd

Gode remedier, at sørge for at have ved hånden, sådan en dag. De kan godt behøves.

4. God bh

Uanset om du vil investere i bryllupsundertøj eller ej, så lad være med at blive gift i en bh, hvor bøjlen ryger ud og stikker dig og den ene strop falder af. Ellers risikerer du, at sidde i en bil, med nøgen overkrop og forsøge, at fikse ovennævnte med lidt strikkegarn og en stump, kinesiotape.

Det lykkedes men det var ikke kønt, heller ikke for de modkørende.

5. Blomsterpige

Inden du arrangerer, at yndig lille 5 årige niece skal være blomsterpige, så tjek lige med præsten, at de også er ok med det. Det giver en noget stram stemning, når man ankommer til skuffet 5-årig, fordi “blomsterblade smitter af”.

Og husk i øvrigt at fortæl fotografen, at der er blomster- og brudepige – de kan åbenbart godt overse det, hvis der ikke er musik til deres ankomst.

6. Husk ryggen

En stor del af tiden i kirken, har du ryggen til folk. Sørg for at du har en – gerne en brudepige, der tjekker at dit hår ser pænt ud bagfra, at kjolen ikke folder på en underlig måde og at bh’en ikke stikker op. Så du ikke først opdager det bagefter… på billederne.

7. Aftal hvordan du forestiller dig at blive fotograferet

Når du nu har fået fat på en sindsyg dygtig fotograf, og du har verdens bedste setting, så sørg da for at bruge bare 5 minutter på at snakke med fotografen om hvad du gerne vil se på de færdige billeder.

Jeg ville eksempelvis have været glad for nogle billeder, der viste hele den fantastiske strand vi var på, og gerne have haft nogle færre billeder af mig selv i profil, da det ikke er min yndlings side af mig selv.

8. Få styr på hvem der holder styr på dine ting

Sørg for at en enkelt person, har styr på dine ting, for du ender åbenbart med, ikke at vide hvor noget er, når du overgiver din taske til en anden.

Håber virkelig mine solbriller med styrke, dukker op inden jeg skal rejse ned i solen på søndag.

9. Uden mad og drikke…

Hvis du kun får morgenmad og kl. er over 18, inden du spiser næste gang – så er det mere end de fleste kan klare.

Sørg for at der er en sandwich eller en god snack, et sted du kan komme til.

10. Lad være med at tro, at du lige kan sjusse dig gennem talen

Hvis du vælger at holde tale, så brug den tid det tager at skrive og øve talen. Eller forsøg som mig, at overbevise din mand om, at den manglende udfoldelse skyldes et ønske om ikke at overstråler ham. Og se om det går bedre for dig.

Puha… det skulle lige ud. Alt det andet var i øvrigt perfekt.

søndag 31. december 2017 kl.0:00

September

September bød på mange glæder. Fødselsdagsfest under åben himmel i Barcelona og 2-stjernet middag på Henne Kirkeby Kro.

  

  

Så skulle alt vel være lykkeligt?

Det var det desværre ikke – og det var da jeg omtalte de to ovennævnte begivenheder med træthed i stemmen, at det gik op for mig, at jeg ikke var glad længere. Selvom både turen til Barcelona og middagen på kroen var dejlige på hver deres måde – var de også startskuddet til det, der senere blev en sygemelding. Med diagnosen “udbrændthed”.

  

  

Det var dog først i oktober det skete. Og resten af september stod i det regnvådes tegn. Regnvejr og træning. Med den ekstra tid jeg havde fået til rådighed, fik jeg endelig handlet på den gigtdiagnose jeg fik stillet for mere end 2 år siden og havde kraftigt ignoreret – indtil jeg stod på den der ø, i Grækenland og opdagede hvor lidt min krop kunne.

Oktober

  

  

  

I oktober gik vi for alvor mørket i møde og det var i stearinlysets skær, at jeg begyndte at føle mig hjemme i min nye bolig. Specielt Halloween var en god ny oplevelse, hvor jeg med levende ild og gemt bag en busk fik skræmt nabolagets børn godt og grundigt.

Og så var der den der sygemelding, blev en realitet. Efter jeg to gange havde ignoreret min læges råd om sygemelding, gjorde jeg det endeligt. Sygemeldingen åbnede op for muligheden for mere træning. Så min GLA:D-træning blev suppleret af yoga-pilates og varmtvandstræning, begge i regi af Gigtskolen. Og jeg begyndte at føle mig lidt som en folkepensionist.

November

Med vinterens komme begyndte jeg at fodre fugle og andre dyr i min have og det, sammen med sylteriet, gjorde pensionistfølelsen komplet. Men pensionistfølelse eller ej; jeg elsker den del ved huslivet der handler om at have dyrelivet tættere på og jeg glædes ved nye dyr der dukker op om det er en spætte, tyrkerdue eller spurvehøgen der også har været på visit.

   

Ellers var november som sædvanlig: november, november, november – selvom den da også blev brudt af yngste familiemedlems 1 års fødselsdag og lidt selskabelighed i både Saksild og Valby.

  

   

Begge gange svor jeg ellers på at det var sidste gang jeg havde gæster – men jeg håber det bare var grundtrætheden i mig der talte – da jeg gerne vil blive ved med at have selskaber.

December

  

  

  

Selvom jeg startede på mine juleforberedelser allerede i oktober, endte december med at komme og forsvinde i en hast. Jeg nåede nærmest ikke at nyde. Juleaften var lidt lige så – og så var det år væk.

Nytårsaften 2017/2018 blev tilbragt med gode mennesker, god mad og gode tanker om det der skal komme. Og jeg kan heldigvis mærke at trætheden er ved at lette og at jeg igen er klar til at træde ud i det pulserende liv igen – og at det har været godt for mig at holde en lille pause.

 

lørdag 30. december 2017 kl.22:51

Mit tilbageblik på 2017 er via billederne på min telefon og når jeg ser det visuelle udtryk af 2017, så helt overordnet haft en herlig tid. Og det har jeg også. Jeg har bare ikke rigtig kunne mærke så meget, da jeg det meste af året har været indhyllet. Først i arbejde, så flytning og overvældende mange ting og endelig da det var overstået: træthed.

Jeg har været træt i 2017. Ind til benet og længere ind. Og derfor endte jeg i september med en sygemelding med titlen “udbrændthed”.

Jeg er heldigvis ved at komme op og stå igen og jeg glæder mig til et nyt år, hvor jeg satser på at overskriften bliver en helt andet.

Men her er mit 2017:

Januar:

  

Vi fejrede sidste nytår i Saksild. Bare os to. Ved midnat sad vi i vores udbad, med champagne og kransekage og så raketterne på nattehimlen. Og dagen efter tog vi endnu en tur i den frostklare luft. Tilbage i København nød jeg som altid min udsigt fra lejligheden på Halmtorvet. Og endelig: det er på mit hår jeg mest kan se tiden gå. I 2012 lod jeg det gro og det blev bare længere og længere – og på billedet her ses det med de krøller jeg sjældent lufter.

Februar

  

Februar er der jeg fejrer fødselsdag og i 2017 gjorde jeg det på en helt ny måde: inviterede en masse dejlige damer og det blev et selskab af spændende kvinder, som jeg ser alt for lidt. En meget inspirerende aften.

Marts

  

  

I marts kom foråret. Vi havde besøg af herlige folk – bl.a. en gruppe af de mennesker vi lærte at kende i vores år i sandaler i Egypten og vi havde en fantastisk weekend, der bl.a. bød på udebade og havbad. Marts gav os også en fantastisk fest i form af min kusines 40 års dag med fine dining og dans natten lang …

onsdag 18. oktober 2017 kl.10:12

De sidste år – og helt specifik de sidste 3 år – har der ikke været meget juleforberedelser, eller i det hele taget juleglæde, i mit liv.

I 2014 havde min mor lige fået sin diagnose, og det, og vores viden om at hun skulle have første omgang kemo i starten af januar, skyggede for det meste, også juletiden som ellers var både hendes og min yndlingstid.

I 2015 var hun afkræftet og syg og tanken om “aldrig mere” lammede os alle. 

Sidste år, var første år, hvor hun ikke levede mere.

Og på toppen af det, så har jeg de sidste to år også været væltet af arbejde, og været drænet for al energi. Både i tiden op til jul og selve juleaften/juledagene.

Sidste år handlede et af min kæreste og mits juleskænderier derfor også om, at jeg ikke ville have gæster juleaften. Jeg ville bare have ro.

I år prøver jeg at gøre anderledes.

Og jeg tænkter det sker. Bl.a. fordi en af de ting, de to års arbejdsslid har skaffet mig, er mere mig-tid. På godt og ondt.

På den gode led, har jeg har i hvert fald fået noget af min juleforventning tilbage, og i mit køleskab står fordej til honningkager, i køkkenskabet trækker gløggekstragten og her til morgen, skar, snittede og hakkede jeg starten på en rigtig engelsk julekage.

tirsdag 22. august 2017 kl.8:35

I de sidste to år, har jeg strakt mig tynd. Både arbejdsmæssigt og privat, med sygdom, død og arbejdsløshed i familien.

Og nu er meget faldet på plads. Og jeg har sat en helt ny fysisk ramme om mit liv.

Min opgave er slut, selvom jeg stadig sidder lidt i efterdønningerne. Jeg er glad, glad og endnu gladere over at opgaven sluttede på det tidspunkt den gjorde.

Ligesom jeg er glad over den relative økonomiske frihed jeg har, lige nu, som følge af at have løst opgaven. Hvilke i stor grad viste sig da jeg var inde og ændre min forskudsregistrering og kom retur med et frikort på over 80.000 kr til resten af året.

Det betyder dog også, at hvis jeg læner mig tilbage og laver ingenting, vil jeg, til næste år, få udbetalt et beløb der svarer til 20.000 om måneden resten af året.

Og jeg har projekter nok.

Men kan man det. Kan jeg det?

Tænk hvis man var sådan en der virkelig turde holde (endnu) en pause og være i nuet og se græsset gro – og svampene med dem.

fredag 30. juni 2017 kl.6:27

Årsdagen er kommet og gået. Men på Facebook dukker der stadig brudstykker af fortid, fælles historie og levet liv op.

I onsdags var det mindet om bisættelsen der proppede op.

Om fredagen en gammel hyldest til Sct. Hans som min mor havde kommenteret så fint.

Og et foto fra den sidste Sct. Hans vi holdte sammen.

Jeg har svært ved at forstå, at der er gået et år siden hun døde og 2 1/2 år siden vi fik diagnosen.

*Puf* 

Havde sygdommen været en baby, ville den kunne gå og tale nu. Og døden ville have fejret sin 1 års dag.

tirsdag 25. oktober 2016 kl.5:43

Kan man blive glad over andres sorg? 

Så dokumentaren “Tig” på Netflix i går. Om Tig Notaro en amerikansk stand-up komiker.

I en lille ubrudt perlerække af shit-ting bliver Tig ramt af en alvorlig tarmsygdomme, kæresten går fra hende, hendes mor dør og hun får konstateret kræft i begge bryster.

Det der slår mig mest er den gennemgribende sorg over at miste sin mor.

Hun siger i dokumentaren:

“I can adjust to my body being different and I can adjust to eating different. That’s fine. Losing my mother, that’s not fine.” 

Og på en underlig livsbekræftende skæv måde, er det en utrolig lettelse at opleve andre voksne give udtryk for stor sorg over at miste en forælder.
For min sorg, over at have mistet min mor, er her stadig. Alive and kicking.

søndag 2. oktober 2016 kl.11:43

Det er heldigvis kun min mors soveværelse vi skal rydde i første omgang. Hendes tøj og papirer. Sytingene, det garn hun selv spundet, det sidste grej fra hendes fag som frisør. Kasser med papirsfoto, cd’er og kassettebånd.

Men også de sidste ting hun har skrevet. Om hendes liv som syg. Om “3 ting der gør mig glad” – og ordene om alle frustrationerne i dagligdagen. 

Så selvom det kun var et lille værelse, har det taget 3 ture til huset. Tre omgange med “husker du” og gråd og grin og frustrationerne over hvad man gør med et grimt hårtørklæde, man hverken vil eje eller smide ud.

Men da vi ikke må fjerne de møbler og hylder der er i værelset, endte de allersidste anstrengelser lidt lettere: de sidste ting bliver tilbage og så må vi tage det, når huset skal ryddes. Når vores stedfar på et tidspunkt flytter ud eller er taget væk.

Men hvis målet var tomhed i skabe, hylder og skuffer er vi nærmest i mål.