Nu hvor der efterhånden er uddelt en voldsom mængde kindheste og tudekiks til henholdsvis Fie og Liselotte – kan jeg ikke lade være med at forsøge at koge, den sidste suppe på dét ben.

Primært fordi den diskussion der er pågået, viser både nye og gamle sider af webloggen – og genåbner debatten om, hvorvidt man kan styre andres holdninger og meninger.

Omdrejningspunket er to indlæg:

“Et spark under bæltestedet” af Fie, der med udgangspunkt i Liselottes blog, spørger hvad forældre (ellere rettere et bestemt forældrepar) til handicappede børn med ret og rimelighed kan forvente af kommunen/staten (og skatteborgernes penge)

og

“Svar på tiltale” der er Liselottes (nåja) svar på Fies indlæg.

Debatten har på nuværende tidspunkt løbet over små to dage og der er omkring 70 kommentare på de to blogs.

Det interessante for mig er dels, al den ros der er fra folk til Liselotte for at bevare fatningen og dels, at rigtig mange af debattørene er ikke-bloggere.

At blive ringet op
For et par måneder siden kørte der en sammenlignelig debat i blogverden – dog med modsat fortegn. Joachim Oschlag samlede op på debatten i sit indlæg “Hvem har ringet dig op?!” En af hovedkonklusionerne i det indlæg var at:

Ønsker man at skrive for en lukket kreds så er det en dum idé at have en offentlig blog. Det ville være langt mere passende at lukke sine data inde og give adgang til dem man ønsker skal deltage.

Hvad jeg selv mener om Fies indlæg, har jeg kommenteret hos Liselotte, men hvad Liselottes reaktion angår, så mener jeg egentligt blot, at hun opfører sig som en ansvarsfuld blogger og er tro mod de ord hun selv har smidt i de forskellige debatter, der har været om ligende emner.

Når man lægger sit liv til skue som hun, jeg og mange andre gør i disse tider, så kan man risikere at blive kommenteret, kritiseret og revset – ligeså vel som man kan blive rost og beundret – for vi har, med Joachims ord åbnet for den digitale gavebod:

Ved at publicere os selv på nettet, så har vi ringet alle op.
Revl og krat. Både naboen og Louise Frevert.
Og vi skal være bevidste om det.

Og Liselotte har vist at hun er bevidst om det og er klar til at leve op til det. Og det bør alle bloggere vel alle være, for ingen af os ved hvem vi tænder af med et af vores indlæg.

Både naboen og Louise Frevert
Det andet der er kommet ud af de to indlæg, er at det har vist nogle af de ellers mere usynlige læsere, der læser med i den danske blogverden. Dem der ikke selv blogger og (derfor?) sjældent blander sig i debatten.

Og det er vel et eller andet sted nyskabende (hvis man for et øjeblik glemmer hele celine-debatten) og tænk at to indlæg på et par weblog, kan få så mange folk op af stolen og ind i debatten. Det er flot at mærke hvor meget Liselottes læsere lever sig ind i Liselottes liv – på grund af bloggen.

Det er da interaktion i en nøddeskal – og det viser at webloggen har en meget bredere læserskare end hvad kommentarene nødvendigvis afslører.

Det vigtigste er dog: Der dukker nye weblogs op hver dag – og ingen af os kan stoppe nogen fra at mene noget om noget … eller publisere det på deres lille del af internettet… men vi kan styre hvordan vi forholder os til det.

Jeg kan ikke lade være med at se ironien, når jeg i hælene på at jeg har læst Trine-Maria og Oschlags akademiske og velargumenterede indlæg om weblogs og kommentarer, dagligstue-doktrinen og hvilke kommentarer man kan slette og hvad man skal lade stå – løber ind i (det før omtalte) – celine-dilemma.

(for dig der ikke har læst indlægget (eller ikke gider tjekke links): Julie har en weblog på smartlog, hvor hun skriver om sit liv og sin dagligdag. Den 12. maj 2005 skriver Julie et ironisk indlæg om Celine Dion. Nogle dage senere opdager nogle Celine Dion fans indlægget og har nu i de sidste 8 dage postet deres repons. En respons der langt hen af vejen er gået på Julies person og evner såsom: “Julie har ikke noget liv, “hende der Julie har ikke forstand på hvad hun taler om” eller betydeligt skrappere udbrud som:

“Helt ærligt! Jeg synes du sq ta og lukke anus, lille ven. Du er kraftedme så snobbet, som man kan blive.. Sikker på du ikke er fra det ydre rum? Fuck hvor er du bare bitchy! Der er sikkert en hel masse mennesker der ikke kan fordrage dig.. “ osv osv

Diskussionen går on and on – her søndag aften er den oppe på 90 kommentarer.

Det er fint nok, at man som blogger mener, at ens weblog er ens forlængede dagligstue – eller at man mener, at man på sin weblog, kan sætte reglerne og tonen, som var det ens dagligstue. Men hvad gør man når modtageren ikke ser din weblog som en forlængelse af din dagligstue, men ligefrem føler, at du med dit indlæg, træder ind i deres dagligestue (her det offentlige rum) med dine meninger – og at du med dit (private) indlæg får nogen til at føle sig trådt over tæerne.

Efter min mening så er fejlen ved dagligstue-analogien og fejlen ved mange bloggers oplevelser omkring deres weblog – at vi tror at vi kontrollerer vores weblog. Og det kan nok ikke være mere forkert.

Vi kan kontrollere vores indlæg og vi kan slette, banne eller lukke indlæg for kommentarer, men vi kan ikke bestemme hvem, hvordan og hvor mange, der besøger vores weblog.

Jo, vi kan køre statistik, og vi kan tjekker søgehits. Vi kan endda gå så langt som til at google os selv for at se, hvor vores weblog iøvrigt optræder. Men ingen af disse ting kan fortælle dig præcis hvem der besøger din side og slet, slet ikke hvad de ser, læser og konkluderer – og eventuelt kommenterer på. Og for folk der ikke kender til begrebet “weblog” – er en weblog, jo bare en hjemmeside, som en hvilken som helst anden hjemmeside.

Og det er vel et eller andet sted det, der er det herlige ved at have en weblog – at den er så meget andet og mere end en dagligstue…..

P.S. En af mine venner sagde, at jeg kunne prøve at skrive noget negativt om Star Wars – så ville jeg måske opleve samme reaktion som Julie, men jeg indrømmer – jeg er en bangebuks!

Et helt anden indlæg fik mig lokket ind på siden – men et hurtigt scoll fik mig ned til dette indlæg: Celinofobi. Efter min mening både sjovt og velskrevet. Scroller igennem kommentarene – og pludselig sker der noget: En hærskare af Celine Dion fans myldrer ind på banen og går i gang med, med næb og klør (og i krig og kærlighed gælder alle kneb) at forsvare deres heltinde.

I og med at jeg aldrig har været fan af noget som helst – fanatisme i alle dens facetter har altid skræmt mig – så forstår jeg ganske simpelt ikke hvad det er der besjæler folk til disse ytringer. Men en ting er klokkeklart og det er at begrebet weblog og indlæg (og en sarkastisk/humoristisk indfaldsvinkel) er *wush* i den grad fløjet hen over hovedet på pigerne.

“Pigerne” siger jeg – fordi jeg (håber og) tror at der må være tale om teenagere – eller yngre endnu.

Måske har det altid været sådan med fans – måske er det mig der er gammel og forstokket. Men selvom jeg finder nok så meget spas i selve diskussionen, så er det da også lidt bekymrende for fremtiden. Hvis den diskussion viser ansigtet på fremtidens debattører – så kan vi vist hurtigt vinke farvel til begrebet:

Gå efter bolden – ikke manden

P.S. hmmm – mon de kommer efter mig nu?
P.P.S hvis jeg havde brugt sådan et sprog da jeg var barn, så havde den stået på vand og sæbe!
P.P.P.S. Kan nogen der er klogere end mig, fortælle mig om jeg i dette indlæg er gået efter manden eller bolden?