I dag blev min afskedssag  forhandlet færdig og der blev indgået et forlig, som jeg kunne gå med til.

Så udover at ha’ ret, så fik jeg også ret.

Jeg tror min repræsentant fra den faglige organisation følte at hun gik meget længere end hun selv ville have gået, presset af min stædighed efter at få den oprejsning jeg søgte.

Og det er jo altid svært, når det ikke handler om penge, men om stolthed.

Specielt når modparten (som i mig) ikke føler sig lokket af et pænt beløb og egentligt helst vil have sin sag afgjort ved et afskedigelsesnævn sådan at uafhængige kan sige hvad der er ret og uret.

Folk der ikke er bange for at tabe, er svære at forhandle med.

Men jeg havde en nederste barre for hvad der for mig var en rette mængde “straf” for en rigtig dårlig håndteret sag – og da vi nåede den i dag, så gik jeg alligevel med til at forlige sagen.

Og det er ok med mig at få lukket sagen. Jeg kan mærke at jeg er kommet meget videre i forhold til dengang det hele bragede.

Og uanset hvad så var det den rette vending i mit liv.

Jeg er kommet videre.

Og oven i hatten fik jeg både min certificering, nogle måneders ro til at tænke over tingene, rejser, et nyt job …og en økonomisk gevinst ved dobbelt løn her i januar og nu noget mere oven i hatten.

Man siger (noget i retning af) at den bedste hævn, er leve et lykkeligt liv – og hvis det var hævn det kom an på, så tror jeg efterhånden at jeg har hævnet mig godt nok.

Men jeg ønsker egentligt ikke hævn, for alle i denne her sag, har gjort hvad de kunne ud fra deres evner og ståsted – og jeg tror, at dem der har skulle lære noget af det – inklusiv mig selv, har lært det de skulle lære.