Som jeg har beskrevet tidligere så bevæger mine venner sig rundt om mig som satelitter eller planeter om solen (nope – ingen storhedsvanvid her…)

Skiftende mellem mellem gensynets glæde og savn.

Lige for tiden er det gensynets glæde der vinder. Ikke mindre end fire gamle venner er i løbet af i går og i dag, dukket op af glemslen og har stukket hovedet frem på messenger, mails og sms.

Rart at høre deres røster og vide at de stadig er der (snoren strammes) og at det går dem godt. Det er også rart at kunne sige at her går det godt (send flere penge) – og mene det og vide at de er glade på mine vegne.

Mon det er tegn på vinterens komme? I gamle dage samlede man forråd til vinteren, i det moderne samfund samler man sine venner omkring sig (så man kan sidde og hygge sig med hinanden bag skærmens stråleglans?)