Lige da jeg kom hjem fra min meditationsoplevelse i Sverige, var jeg fuld af ideer til hvor nemt det ville være at fortsætte med at meditere.

To timer om dagen – pyha, det ville da være det nemmeste i verden.

Jeg mener deroppe var vi oppe 17 timer om dagen og bortset  fra en 4-5 timer hvor vi spiste eller havde pause, så mediterede vi i resten af tiden. Jeg er endda så privilligeret at jeg hverken er bundet af børn, mand eller faste arbejdstider.

Jeg syntes at dem der havde været deroppe før og snakkede om at de kun mediterede 1 time om dagen, eller ikke rigtig fik det gjort, var lidt pivedyr .. og var det ikke bare et spørgsmål om at få slukket for tv’et og komme igang ?!

(den kloge læser vil her bemærke at ikke engang 10 dages meditation og stilhed berigede mig med rummelighed og overbærenhed overfor andre …. det er et issue, der kommer op på et senere tidspunkt)

Nu hvor jeg har været hjemme i lidt over 14 dage, har piben fået en lidt anden lyd.

Knapt så skinger og noget mere realistisk.

At hive 2 timer noget som helst ud af en dagligdag er pænt meget, uanset hvordan ens hverdag i øvrigt er skruet sammen. At gøre det med noget der så også påvirker ens energiniveau er så endnu mere vanskeligt.

Min plan var at meditere morgen og aften. Havde ingen problemer med at vågne en time tidligere (eller i det her tilfælde fortsætte med at vågne tidligt), problemet kom med aftenmeditationen. Havde nemlig planlagt at meditere inden sengetid. Det gik så også meget godt bortset fra at det, at jeg blev helt vildt frisk efter meditationen … og så kom balladen.

For så kunne jeg ikke sove og kom alt for sent i seng, og så kunne jeg så alligevel ikke komme op … og med planlagte morgenmøder ret tidligt på morgen både i sidste og denne uge, kunne jeg ikke risikere at sove for sent … og så kørte det hele lidt i ring.

Da jeg så endte med ikke at kunne nå mine mål, lod jeg helt være og så var jeg ligevidt.

Jeg har nu justeret på to parametre: tid og placering. Jeg har skruet lidt ned for tiden – men til gengæld forsøger jeg så at lægge ½ times meditation midt/sidst på dagen, sådan jeg kan bruge den energi jeg får, til at komme fra dag til aften.

Vaneforskere diskuterer om det tager 21-40 eller 90 dage at bryde en vane, jeg skal ikke gøre mig klog på om det er det ene eller det andet … men jeg tror på at man kan gøre det nemmere eller mere vanskeligt for en selv at ændre vaner og jeg tror på at det her lille skridt har gjort det lidt nemmere for mig.

… og nu vil jeg så i øvrigt smutte ind og meditere … og til det og til at se hvordan det går, bruger jeg i øvrigt denne her lille hjælper: meditation apps