Fik beskeden i går. Fra min søster. På facebook af alle steder.

Vi var ikke selv blevet venner på facebook, men det var ikke så lang tid siden at vi sidst mødtes, ved Helsekostbutikken, på hjørnet af Saxogade. På det Vesterbro jeg troede du stadig var en del af.

Jeg vidste at du havde fået endnu en søn. 5 år er han. Og sikkert lige så sød og køn som ham den anden. Ham jeg mødte sammen med dig de år hvor vi var på lejr sammen. Hvor vi lærte hinanden at kende. Ikke min veninde – men min søsters.

Og du var lige så levende som jeg altid huskede dig. Smilende, skæv, sjov. Og da vi sagde hej og gik hver fra sig, regnede jeg da bestemt ikke med at det skulle være sidste gang. At du nu – og kun 2 måneder efter du fik din diagnose – gik hen og var død.

At du skulle begraves i lørdags.

Død fra dine to sønner. Fra din mand og fra din familie og venner. I en alder af kun 42.

Når det kan ske for dig, med al din livsglæde og kraftfuldhed, kan det ske for os alle og i denne weekend, er jeg blevet martret af mig egen dødsangst.

Alt det jeg gerne vil nå inden det er forbi. Alt det du sikkert ikke nåede fordi ingen regner med at lyses slukkes så tidligt i livet.

Og jeg tænker på alt det jeg ville nå at gøre, hvis jorden var på vej til at gå under, og gik listen igennem … og af alle de punkter har jeg kun gjort en ting. En vigtig en af slagsen … men kun en.

Jeg har travlt!

(overskriften er tyvstjålet fra min søster … men den er så passende på hende … og jeg håber at hun mødes af fest og farver, der hvor hun er nu).