De sidste solstråler sidder endnu og varmer i mig ryg.

Udenfor mit vindue er Vesterbro klar til en fredag i sommernattens tegn – der er menneskestemmer og musik. Selv er jeg klar til en tur i sengen, efter det som endte med at være endnu en lang dag i haven.

Færdig med haven bliver jeg jo nok ikke på denne side af sommerferien, men jeg forsøger at mene, at lidt også har ret.

Mine krydderurter fik jord om fødderne. Godt hjulpet på vej af halvformuldet kompost. Og den sidste del af haven blev hegnet ind, så kattene, når de kommer hjem fra Jylland, kan nøjes med at jagte mus, inde i min have.

Jeg glæder mig til at se, hvordan min krydderurter klarer den omtumlede tid og om de liver op igen, eller om jeg skal satse på fjernlageret i Jylland.

Der er stadig plads til flere urter og det er fedt, for jeg kan nok ikke lade være med at lade mig friste og jeg har fundet et sted, hvor de sælger mange spændende planter.

Fristet blev jeg også i aften, da min gode ven, som havde hjulpet mig i haven, foreslog at vi sluttede af med bål.

Og der er nu meget lidt der slår, at slutte en dejlig solskinsdag af med et glas med portvin og et kig ind i ilden.

…. mener jeg, mens dem jeg kan høre feste udenfor min lejlighed nok mener, at man skal være mellem 100 og skindød, for at få det til at måle sig med en god tur i byen…