Nu hvor der efterhånden er uddelt en voldsom mængde kindheste og tudekiks til henholdsvis Fie og Liselotte – kan jeg ikke lade være med at forsøge at koge, den sidste suppe på dét ben.

Primært fordi den diskussion der er pågået, viser både nye og gamle sider af webloggen – og genåbner debatten om, hvorvidt man kan styre andres holdninger og meninger.

Omdrejningspunket er to indlæg:

“Et spark under bæltestedet” af Fie, der med udgangspunkt i Liselottes blog, spørger hvad forældre (ellere rettere et bestemt forældrepar) til handicappede børn med ret og rimelighed kan forvente af kommunen/staten (og skatteborgernes penge)

og

“Svar på tiltale” der er Liselottes (nåja) svar på Fies indlæg.

Debatten har på nuværende tidspunkt løbet over små to dage og der er omkring 70 kommentare på de to blogs.

Det interessante for mig er dels, al den ros der er fra folk til Liselotte for at bevare fatningen og dels, at rigtig mange af debattørene er ikke-bloggere.

At blive ringet op
For et par måneder siden kørte der en sammenlignelig debat i blogverden – dog med modsat fortegn. Joachim Oschlag samlede op på debatten i sit indlæg “Hvem har ringet dig op?!” En af hovedkonklusionerne i det indlæg var at:

Ønsker man at skrive for en lukket kreds så er det en dum idé at have en offentlig blog. Det ville være langt mere passende at lukke sine data inde og give adgang til dem man ønsker skal deltage.

Hvad jeg selv mener om Fies indlæg, har jeg kommenteret hos Liselotte, men hvad Liselottes reaktion angår, så mener jeg egentligt blot, at hun opfører sig som en ansvarsfuld blogger og er tro mod de ord hun selv har smidt i de forskellige debatter, der har været om ligende emner.

Når man lægger sit liv til skue som hun, jeg og mange andre gør i disse tider, så kan man risikere at blive kommenteret, kritiseret og revset – ligeså vel som man kan blive rost og beundret – for vi har, med Joachims ord åbnet for den digitale gavebod:

Ved at publicere os selv på nettet, så har vi ringet alle op.
Revl og krat. Både naboen og Louise Frevert.
Og vi skal være bevidste om det.

Og Liselotte har vist at hun er bevidst om det og er klar til at leve op til det. Og det bør alle bloggere vel alle være, for ingen af os ved hvem vi tænder af med et af vores indlæg.

Både naboen og Louise Frevert
Det andet der er kommet ud af de to indlæg, er at det har vist nogle af de ellers mere usynlige læsere, der læser med i den danske blogverden. Dem der ikke selv blogger og (derfor?) sjældent blander sig i debatten.

Og det er vel et eller andet sted nyskabende (hvis man for et øjeblik glemmer hele celine-debatten) og tænk at to indlæg på et par weblog, kan få så mange folk op af stolen og ind i debatten. Det er flot at mærke hvor meget Liselottes læsere lever sig ind i Liselottes liv – på grund af bloggen.

Det er da interaktion i en nøddeskal – og det viser at webloggen har en meget bredere læserskare end hvad kommentarene nødvendigvis afslører.

Det vigtigste er dog: Der dukker nye weblogs op hver dag – og ingen af os kan stoppe nogen fra at mene noget om noget … eller publisere det på deres lille del af internettet… men vi kan styre hvordan vi forholder os til det.