Oven på alle manglerne, er det nok nødvendigt at jeg får husket på alt det jeg rent faktisk har nået og gjort siden jeg i pinsen i år overtog min nye have. En have der bogstavligt talt var en pløjemark – og en pløjemark bestående af ler. Jord som ikke er til at grave i, som er dårligt drænet og som har været meget svært at samarbejde med i løbet af foråret/sommeren 2008.

En have som så sådan ud den 12. maj i år:

Vi gik i gang. Først blev en masse fliser og planter flyttet fra den gamle have over i den nye. Fliserne sat i stakke og planterne i midlertidige grave:

og fantasien tog form i en tegning:

Mit gamle hus blev flyttet, fra den gamle have til den nye. Indboet fra huset flyttede først i telt og derefter ind i huset. Der blev lagt terrasse (og hentet ladvise læs af grus fra en villa i Brønshøj, der blev lagt under fliserne fra den gamle have) og anlagt havesti. Frugtbuskene blev gravet op af deres midlertidige bo og blev placeret i et frugtbed, der blev kantet med sten, og lagt i seng med flis over.

Haven blev kranset af lavendel og indgangen blev markeret med to cypresser og en havelåge. Rosenbuen blev samlet og de to roser fra den gamle have blev placeret på hver sin side – klar til igen at kravle. Terrassen blev kantet af et flettet pilehegn (skåret af pil fra min mors have). Naboen og jeg satte trådhegn op i mellem os og kiggede på mens den anden nabo satte sit hegn op.  Og pludselig var der forskellige “rum” i haven.

Der blev lagt kartofler i det foreste bed – de er dog senere blevet taget op og der er nu lagt forårsløg og plantet skovjordbær på hele stykke. Der blev sået grøngødskning i det andet bed og mens det voksede op og begyndte at blomstre, slog den taknemmelige pil rod og blev så småt grønt i bunden. De jordbær som jeg ikke kunne lade være med at købe, fik et lille interimistisk bed lavet af jord, der først blev “vasket”  gennem en gammel rugbrødskasse og dernæst kantet med sten fra haven.

Og når jeg ikke tænker på alle de ting som stadig mangler at blive gjort, kan der ind i mellem også være smukke og idylliske øjeblikke:

… og jeg prøver at trække vejret helt ned i maven og sige til mig selv, at jeg når det nok…