Det har lokket hver gang jeg har kørt forbi skiltet: “Økologisk ged“, på vejen mod Saksild.

Og nu skal det endelig være. En gedekølle er indkøbt og i aften er der inviteret gæster til at prøvesmage med os.

Det er noget af et eksperiment. Det involverer langtidsstegning på lav varme (på grillen vel at mærke) og indpakning i kål. Vi har en stak”nødpølser” hvis alt går galt – men jeg glæder mig til at se, hvad vi kan få ud af det.

Det er bl.a. det der er ferie for mig. Eksperimenter i køkkenet og gæster der tør nyde med os.

Til det brug ser det ud til Østjylland ligefrem blomstrer med små og mellemstore producenter af interessante madvarer (og drikke). Nogle ting og steder har vi allerede besøgt og prøvesmagt, andre er sat på en liste mærket “den østjyske kulinariske rute” som vi er igang med at lægge til sommerens besøg i hovedlandet.

Øllen kan købes lige om hjørnet på Odder Bryghus, brød og mel til hjemmelavet brød sørger Fru Møllers Mølleri for, der er ged fra Trustups Økoged og Grønt og lækre gedeoste fra Søvind Mejeri.

Og vi er kun lige startet og har slet ikke nævnt det lækre kød vi køber hos slagteren i Hov, de friske grøntsager vi henter i gårdbutikkerne rundt omkring (når vi ikke henter dem på Tunø eller Samsø) og, og, og….

Pyha – der var jeg vist nærmest ved at gå i selvsving.

Nå men – geden er krydret og svøbt og hygger sig nu på grillen, hvor den skal ligge med på lav varme, som vi håber på vi skaber ved kun at have få kul og tilføje nogle få nye sådan hver halve time.