Den første vask er sat over og jeg sidder i en pænt kold lejlighed og forsøger at få mig selv til at komme ud og løbe. Ved at hvis jeg ikke gør det nu, så gør jeg det overhovedet ikke senere.

Mine ben er dog ikke helt enige. De er ømme som om jeg havde gået hjem fra Singapore, men nok mere skyldes 12 timers folden sammen i et flysæde. Og det på trods af at jeg hver gang jeg er ude og flyve priser mig lykkelig for at jeg har en størrelse, der er til at have med at gøre i et fly.

Turen hjem var lige så lang som turen ud. Havde dog to sæder at råde over og jeg forsøgte at sove denne gang. Men det blev kun til små brudstykker. Vågnede flere gange mens en indre grammofon spille “Himmelhunden” – en meget passende afslutning på ferien, omend en smugle foruroligende.

Med den sidste snas solskoldning på ryggen og kløende insektbid fra turen til Rawa, kom jeg ud i det kolde november København. Jeg synes at det er blevet betydeligt koldere på den tid jeg har været væk, end tiden i sig selv berettiger.

Men der er ting der skal gøres, samtaler der skal afholdes, opgave der skal skrives færdig og litteratur der skal læses … og det er her jeg lever og mit liv lever jo ikke sig selv og prøver at fortælle mig selv, at der jo også er noget skønt over stearinlys, der ikke brænder under en kølende aircon…