Hver gang min søster og ungerne kører hjem, efter et besøg hos os her i sommerlandet, har vi et ritual.

Et ritual, der handler om, at jeg står og siger farvel med smil om munden og tårene ned af kinderne – og når de er drejet om hjørnet tuder jeg øjenene ud af hovedet.

Jeg forsøger virkelig at være den gode moster.

Overskudsmosteren.

Hende der laver snogbrødsdej til dem, laver bål og bager æbleskiver på gløderne. Hende der tager dem med på stranden og i vandet og laver sandengle og prinsesseborge med voldgrave. Hende der tager dem både til pænt oppustede aktiviteter som Legoland og Randes Regnskov og de mere moderate som minigolf og krabbefiskning.

Og på trods af at jeg egentligt er imod det – af princip – ender jeg alligevel med at være hende, der tysser og beder dem være stille fordi jeg føler mine øre er ved at falde af, hende der svare fjollet på spørgsmål fordi jeg ikke orker at svare mere, hende der beder dem stoppe med at banke med benene/slå på tallerken/hive tyggummiet ud af munden/synge højt og gøre det inde i hovedet istedet, fordi mine øre er ved at falde af og min tålmodighed er mindre end en 2 årig og jeg kan knække hvert øjeblik det kan være osv.

Og når de så tager afsted, så bliver jeg så ked af det – for jeg ved jo godt, at barndommen er så uendelig kort og om et kort øjeblik, så står de ikke længere med store brune øjne og siger “Moster, moster“.

Og jeg ved sgu’ aldrig om det de kommer hjem med af oplevelser, er overskudsmoster eller monstermoster.

Måske skal man være hærdet til børn og min egen mangel udi forældreskabet, svare til et lag fernis eller to?

Eller også er jeg ved at transforme mig til min egen grandmoster Ketty. Hende vi aldrig måtte besøge som børn, fordi “hun havde svage nerver og ikke tålte at være sammen med børn“.

Men hvis det er tilfælder, så skal jeg lære at hækle. For Ketty hun hæklede de fineste kjoler til vores dukker.

Selvom hæklede dukkekjoler nok ikke tager de samme kegler hos en 11 årig knægt fra Vesterbro…