Der er mange der synes, at det er modigt, at vi tør tage springet og rejse væk i et år.

Faktisk var den beslutning ikke svær at tage og jeg oplever det ikke som at jeg skal udvise mod for at træffe beslutningen, eller leve den ud i livet.

Men at holde sammen på mig selv, når jeg skal 4 ting på en dag – eller er tvunget til at tage ind på min arbejdsplads, for at få fikset noget på min pc – ja, det krævede mandsmod og hjerte af mig.

Og her i dag, hvor jeg har gennemlevet de to ovennævnte forhold i går og i dag, er jeg smadret, bombet tilbage til start. Har kvalme, tankemylder, uro i kroppen, ryster på hænderne, hovedpine, trækker vejret overfladisk og sov virkeligt dårligt i nat.

Og jeg må helt klart sande, at det at tage en beslutning om at ændre sit liv, ikke er en helbredelse af stress – og selvom beslutningen har givet mig en god portion god energi, så stadig langt fra at være mit gamle jeg.

Men jeg ser frem til den dag, som forhåbentligt når at komme inden jeg rejser, hvor jeg kan tage ind på min arbejdsplads – uden at skulle tage mod til mig og uden at få det dårligt.