Dagen er skudt igang med en champagneskål og lidt kransekagekonfekt.

Selvom det var koldt, var det dejligt at mødes med gode dykkere og kigge på noget vand, der var lidt for koldt og lidt for besværligt, at tage de traditionelle nytårsdyk i. Men skåle det kunne vi – så det gjorde vi.

På min bagtrappe står det skæveste kransekagetårn jeg nogen side har skabt.

Den opskrift jeg normalt bruger, plejer at gøre det at trille, forme og bygge en flot kransekage til en leg – men sådan var det ikke i går, hvor jeg helt klart lærte, at jeg har det bedre med at følge min intuition når det gælder kransekage fremfor at følge en opskrift.

Men det skal nok komme til at smage og heldigvis har jeg jo meldt mig ud af de perfekte kvinders klub, så jeg kan godt komme til fest og bidrage med et skævt kransekage tårn.

Og når bare selskabet er godt, champagnen er kold og rigelig – så tror jeg at det bliver en skøn aften.

Nu skal jeg lige have en lille morfar inden der gøres klart til aften …. men inden jeg døser hen, skal jeg helt klart ønske et rigtig godt og lykkebringende 2011, til alle.

Godt nytår!