11 maj – det vil sige for 4 måneder og 2 dage siden, havde vi oversvømmelse i kælderen.

Vores forsikringsselskab reagerede forbløffende hurtigt og jeg var ikke sen til at rose dem, for der gik jo kun nogen få timer før vi havde en mand ude og se på skaderne og kasser til at pakke tingene i. Vi fik sorteret og kørt væk – og så skete der ikke rigtig mere. Jeg havde fået at vide at de ville sende en mand ud og kigge på de ting der skulle kasseres og derfor har vi haft de ting stående i en nabos kælderrum, men vi ventede.

Og vi ventede.

Og ventede.

Og ventede lidt mere.

Efter 3½ måned rykkede jeg så for svar. Og fik at vide at de ikke ville sende en mand ud, men jeg kunne sende en skadesopgørelse ind. Jeg måtte fortælle at sådan en kunne jeg ikke lave før jeg fik mine ting retur – jeg ved jo ikke hvad der kan reddes og hvad der har måtte kasseres.

Jammen jeg skulle jo bare have mine ting retur fra opmagasinering da.

“Opmagasinering!” spruttede jeg. Det håber jeg da ikke der bare har været tale om. De skulle jo rengøres og fikset?!!

Nåmen den rare forsikringsmand ville da lige undersøge det og vende tilbage.

14 dage senere var han ikke vendt tilbage og nu var naboen begyndt at rykke for at få sit kælderrum retur, så igår tog jeg lige en ny tur med forsikringsselskab og skadesservice.

Forsikringsselskabet fortalte mig så at “jammen de havde lige betalt 12.000 kr. til skadesservice, så jeg kunne bare aftale med dem at få mine ting retur. Skadesservice kunne så fortælle mig, at det kunne da godt være de havde fået penge fra forsikringsselskabet – men de var bare for opbevaring, for de havde aldrig fået svar på deres henvendelse af 27. juni hvor de havde spurgt om de måtte gå igang med at ordne tingene!!! Retur til forsikringsselskabet der primært svarede “….” og “jammen vi har ikke fået noget brev fra skadesservice”.

Og jeg sidder så her og føler at det hele er noget molbosk og tænker på at hvis tingene bare har stået drivvåde i 4 måneder – uden at der blev taget sig af dem, så er der vel ikke meget tilbage at redde? Alt må da være rustent og jordslået…

Rusten, jordslået og velbetalt … 3000 kr. har det åbenbart kostet pr. måned at have de her to selskaber til at stå og vente på hinanden. Det er da bare totalt for dårligt, for jeg ved da godt hvem der i sidste ende kommer til at betale for den regning.

Og jeg er bare så forbløffet over at det forsikringsselskab som jeg ellers har oplevet som effektive og fair i så mange andre sammenhænge, i det her tilfælde har opført sig som fuldstændige håbløse amatører – og måske har ødelagt mine ting ved ikke at have nogle fornuftige procedure på deres interne skadesagsbehandling.

Det var i hvert fald ikke sket i min butik at jeg bare betalte en regning  på 12.000 kr. uden så meget som at undersøge hvorfor. Men måske jeg skal tilbyde dem min assistance til udfærdigelse af nogen arbejdsgange, der sikre at de ikke taber deres sager og dermed i sidste ende deres kunder på gulvet?