Det er ikke så meget det at jeg mener, at mit brilleetui er et ret smart sted til mit nøglekort – og derfor bruger det på den måde, mens jeg er på kursus. Det er mere det, at jeg gør det

– på den aften, hvor min roomie er væk for natten,
– og jeg lægger etuiet fra mig i gruppehuset,
– og derefter styrter ud af gruppehuset, uden at tænke på tasker og briller og etui
– og da jeg ikke kan finde brilleetuiet tænker, at brillerne da bare kan lægges i lommen
– indtil jeg skal hjem ved en elleve tiden
– og kommer i tanke om etuiets anden funktion
– og tænker, at det var da godt nok fjollet, hvis jeg ikke har nøglen til det hus jeg overnatter i,
– og opdager at gruppehuset er låst
– og at de to der har nøglerne til dét, er gået hjem
– og at jeg ikke ved hvor de bor

Det er mere at jeg gør alle de ting og

– banker rigtig mange folk op i hele komplekset
– uden at finde de to der har de famøse nøgler til gruppehuset
– og ender med at få en mand op fra byen til at låse det fandens hus op …

Blot for at
-opdage at der ikke ligger noget etui på køkkenbordet i gruppehuset …

Det sidste sagde jeg aldrig til nogen.

Eller det vil sige…

Jeg sagde det til manden fra byen … for jeg måtte jo forklare, hvorfor jeg ikke kunne levere den brilleetui, jeg havde sagt ville ligge på køkkenbordet. Til ham forklarede jeg dog, at det så måtte være blevet fjernet af en af de andre og ville han køre mig hjem og åbne til mit hus. Tak.

… og bag min lukkede dør og med skammens rødme i kinderne, åbnede jeg min rygsæk og nederst nede i bunden – dér – der lå det famøse brilleetui og grinede af mig.

Morale: Nogen gange kan man være så sikker i sin sag, om noget der er fuldkomment forkert – at man ikke engang bruger 5 minutter på, at tjekke efter om ens tese nu holder. Og det er ikke kun omkring brilleetuier.